VK opgiver at afskaffe lønnet pædagogpraktik

Lyt til artiklen

Regeringens nyeste forslag til en ændret pædagoguddannelse er værre end ingenting. Det mener de pædagogstuderende om forslaget, som i går blev sendt i høring i al ubemærkethed. Forud er gået to et halvt år, hvor regeringen har kæmpet for at finde penge til at afskaffe de studerendes lønnede praktik, så de ikke bliver brugt som billig arbejdskraft. Kommunerne ville ikke undvære den billige arbejdskraft, uden at de fik en økonomisk kompensation af regeringen - og de penge er det ikke lykkedes at blive enige om. Skuffede studerende I går kom så et lovforslag, hvor hovednummeret - afskaffelsen af lønnet praktik - var pillet ud. Forslaget ligner ifølge Pædagogstuderendes LandsSammenslutning i høj grad den nuværende uddannelse, som har eksisteret siden 1992, og som Danmarks Evalueringsinstitut har givet en sønderlemmende kritik af. De studerende på Danmarks største uddannelse er derfor dybt skuffede. »Det her er en absolut forringelse i forhold til det, som tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs lagde op til. Vi får hverken de forbedringer af praktikken, så vi ikke er billig arbejdskraft, eller forbedrede uddannelsesmuligheder. Det bliver næsten det samme som i dag, og det er simpelthen så utilfredsstillende«, siger Helle Bjerregaard, formand for Pædagogstuderendes LandsSammenslutning. Ifølge lovforslaget skal de studerende fortsat i lønnet praktik. Samtlige politiske partier - inklusive regeringen - samt pædagogrektorerne, eksperter, fagforeninger og Danmarks Evalueringsinstitut ønskede ellers en praktik på SU for at sikre, at de studerende er i uddannelsespraktik. Prisen er for høj Men regeringen har ifølge undervisningsminister Bertel Haarder (V) skiftet mening. »Vi mener, at lønnet praktik er lige så god som turistpraktik, hvor man får SU. Vi vil forbedre praktikken ved, at den forberedes bedre, at der følges op på den - og ikke ved at tage de studerende ud af arbejdsrutinerne på institutionen«, siger han. Hvorfor har I ændret mening? »Det hænger sammen med, at vi vil ikke betale det, som kommunerne vil have for det. Vi mener ikke, at det er pengene værd«. Er det kun, fordi kommunerne ikke vil betale? »Nej, den vigtigste grund er, at jeg hele tiden har været tilhænger af lønnet praktik. Rigtig praktik er bedre end praktik, hvor man ikke indgår i de daglige rutiner, det har jeg altid ment«. Førskolelærere De studerende mener heller ikke, at de faglige opstramninger er gode nok. De frygter, at de ikke kan honorere kravene til dem som uddannede pædagoger - fordi der lægges for megen vægt på, at de skal være en slags førskolelærere, og ikke at de skal stå for at bidrage til børn og brugeres udvikling. »Det er svært at se, at den fagligt er strammet op. De laver en ny fagrække, som er hårdt tiltrængt; derudover er det svært at se noget, der styrker vores uddannelse. Skuffet er ikke ordet, vi er frustrerede. Det virker, som om der ikke er et menneske i Undervisningsministeriet, der har været på et seminarium eller kender den pædagogiske virkelighed«, siger Helle Bjerregaard. Det afviser Bertel Haarder: »Jeg kan forsikre, at der er kommet noget nyt. Nemlig højere krav, højere adgangskrav og højere faglige krav og højere krav til danskkundskaber, så pædagogerne virkelig kan hjælpe med sprogstimulering og de sprogsvage børn, så jeg kan forsikre, at der bliver forandringer«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her