Farligt køkkengrej er fra Kina

De sorte plastredskaber, som der er fundet giftstoffer i, kommer alle fra Kina. Arkivfoto
De sorte plastredskaber, som der er fundet giftstoffer i, kommer alle fra Kina. Arkivfoto
Lyt til artiklen

Kinesiske virksomheder har produceret samtlige de grydeskeer, paletknive og piskeris i sort plast, der ifølge en ny dansk undersøgelse afgiver kræftfremkaldende stoffer til maden. »Det tyder på, at der kan være et generelt problem med køkkenredskaber af sort plastik fra Kina«, siger cand.scient. Xenia Thorsager Trier fra Danmarks Fødevareforskning, der står bag undersøgelsen. Skadeligt for arveanlæg 19 produkter er testet. 12 af dem afgav skadelige stoffer i alt for store mængder. Det farlige stof er såkaldte primære aromatiske aminer (PAA), som forskerne har fundet i mængder op til 240 gange over grænseværdien. Den gennemsnitlige overskridelse er 50-100 gange. Stoffet kan give kræft, allergi og være skadeligt for menneskers arveanlæg. Det er uvist, hvorfor der er sundhedsskadelige stoffer i grydeskeerne. »Men vi har en teori om, at producenterne har brugt genbrugsplast i køkkenredskaberne af en type, der ikke må komme i kontakt med fødevarer, fordi det kan afgive farlige stoffer«, siger Xenia Thorsager Trier. Bruger billig plast Mistanken styrkes af, at der er sket en stor eksport af genbrugsplast til Asien de seneste fem år. Samtidig er prisen på sort plastik styrtdykket. Genbrugsplast er ikke voldsomt stærkt og egner sig derfor godt til køkkenredskaber, hvor kravene til styrken ikke er høje. Andre lande end Danmark har også fundet farlige stoffer i kinesiske køkkenredskaber. Via EU's varslingssystem opdagede de danske myndigheder i begyndelsen af oktober, at en grydeske, en hulske og en kartoffelmoser - alle af sort plast - indeholdt sundhedsskadelige mængder PAA. Butikkerne har ifølge Fødevarestyrelsen fjernet varerne. Kontakt til Kina På baggrund af resultaterne fra den danske undersøgelse har Fødevarestyrelsen bedt EU-kommissionen rejse sagen over for Kina. Kommissionen er i øjeblikket i dialog med Kina om problemet. Fødevarestyrelsen afviser dog at gå ud med en generel advarsel mod køkkenredskaberne fra Kina. »Det vil ikke være fair, for kineserne har ifølge analyser fra Coop og Dansk Supermarked også produkter, der overholder kravene. Men man skal stille krav til sin butik om dokumentation. Kan man ikke få det, bør man ikke købet produktet«, siger Per Henriksen, kontorchef i Fødevarestyrelsen. Større krav til leverandør Socialdemokraternes forbrugerordfører Karen Hækkerup finder det utilfredsstillende, at forbrugerne ikke kan være sikre på, at deres køkkenredskaber er ufarlige. Hun foreslår, at man vender bevisbyrden om, så producenten - for at få adgang til det danske marked - på forhånd skal dokumentere, at redskaberne er fri for farlige stoffer: »Så ville indkøberne være tvunget til at stille langt højere krav til leverandørerne«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her