Siden februar er 24 kinesiske børn helt ned til 10-11 års-alderen forsvundet fra Center Gribskov i Græsted, der er et modtagecenter for uledsagede børn og unge, der kommer her til landet. Det er så mange, at Dansk Røde Kors har slået alarm til politiet, fordi man frygter at børnene kunne være ofre for kyniske menneskehandlere »Der har været en lang række omstændigheder omkring deres forsvinden, der har givet anledning til bekymring hos personalet på centret«, siger Jørgen Chemnitz, leder af asylafdelingen i Dansk Røde Kors, DRK. To kinesere anholdt Foreløbig har politiets efterforskning ført til, at to kinesere nu er tiltalt for at have forsøgt at gelejde fire af børnene videre til Malmø. På tirsdag starter retssagen mod en mand og en kvinde, der blandt andet er tiltalt for dokumentfalsk og overtrædelse af udlændingeloven. Ifølge anklager i sagen, politiassessor Susanne Bitsch, er politiet ikke kommet til bunds i sagen. »Efterforskningen har ikke med sikkerhed vist, hvad børnene præcist skulle«, siger Susanne Bitsch. Organiseret handel Men de kinesiske børn er kommet til Danmark på den samme måde og også forsvundet på samme måde. Det mønster er ifølge både DRK og politiet bekymrende, fordi det har karakter af at være organiseret af bagmænd. Jørgen Chemnitz siger, at man ikke kan udelukke, at der er tale om handel med børn med henblik på udnyttelse af dem på den ene eller anden måde. »Her skal man være ret sikker i sin sag, før man siger, at der ikke er tale om noget sådant. Det er meget små børn, der er tale om«, siger Jørgen Chemnitz. Mødtes med kinesere på Hovedbanegården Ifølge anklageskriftet skulle de to kinesere via telefonen have givet de fire kinesiske børn instrukser og lovet at betale deres rejse. Børnene kom fra Center Gribskov i Græsted til Københavns Hovedbanegård, hvor de mødtes med de to kinesere. Her købte de voksne billetter til Malmø til både børnene og de to voksne. Da politiet anholdt dem, var de i besiddelse af fire falske japanske pas. Politiet har en formodning om, at børnene på sigt skulle være sendt videre til Paris. Hvilken rolle børnenes forældre spiller, har politiet ikke kunnet få svar på. »Den første forklaring fra alle børnene har været, at deres forældre var døde. Efterfølgende har nogle af børnene sagt, at forældrene var i Paris«, siger Susanne Bitsch. Retssagen er kun afsat til at vare en dag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jessica Nielsen




























