En ung mands forsøg på at begå indbrud i en forretning i Haderslev havde nær kostet ham livet. Han skar sig på glasset, da han smadrede en rude, og mistede derfor en stor mængde blod, oplyser politiet. »Han kan takke mine kollegers ihærdighed for, at han overlever. Han har lidt et temmelig stort blodtab«, siger den vagthavende hos Haderslev Politi. Lidt efter klokken seks lørdag morgen var der melding om en rudeknusning i en isenkrambutik i byen, og betjentene kunne straks se, at det var gået galt. Der var masser af blod på stedet, og betjentene kunne følge de mørke pletter væk fra forretningen. Mistet bevidstheden I halvanden time fulgte betjentene sporene, indtil de til sidst kom til en adresse, hvor en ung mand lå i opgangen. Han havde et stort sår på højre underarm og havde sandsynligvis på grund af blodtabet mistet bevidstheden. En ambulance blev straks tilkaldt, så den 18-årige kunne komme på sygehuset.
Tyv skar sig og var nær død
Lyt til artiklen