Dansk Industri vil lave om på SU'en for at få unge hurtigere gennem studierne. Danmark bruger flere penge på studiestøtte end noget andet land - og er også det eneste land, hvor gennemsnittet runder 30 år, før den sidste eksamen er i hus. Hollandsk model Dansk Industri foreslår den hollandske model, hvor studiestøtten gives som lån, som eftergives, hvis den studerende tager sine eksamener som planlagt og bliver færdig på normeret tid. »Unge bruger alt for lang tid på blive færdige med en uddannelse. Det koster rigtig meget - både det, vi bruger på selve uddannelsen, og det, at vi mister dem på arbejdsmarkedet«, siger forskningschef Charlotte Rønhof fra Dansk Industri. Lærere skal undervise mere Forslaget er led i et stort udspil til et bedre uddannelsessystem, som DI nu lancerer. De vil bl.a. have lærerne til at undervise mere, færre til at tage 10. klasse og dumpe unge, der ikke afleverer speciale til tiden. Dansk Industri har beregnet, at det koster det danske samfund 4,8 milliarder kroner, at danske unge i gennemsnit fylder 30 år, før de er færdige - i forhold til i Holland, hvor de er 25,5 år. Dansk Industri har flere bud på en reform af SU'en, der er bundet af et meget bredt forlig. Et andet forslag er, at unge, der går i gang et år efter en ungdomsuddannelse, får SU til studiet plus et ekstra år, mens unge, der går i gang to år efter studentereksamen, kun får til den normerede studietid. Vil eftergive gæld Regeringen og Socialdemokraterne er enige i, at danske unge skal oppe sig, men de vil ikke tage stilling til de konkrete forslag. »Man skal være meget opmærksom på, at nye studerende får startet godt, at det ikke nødvendigvis er dårligt at skifte studie undervejs, og at studiet faktisk er tilrettelagt sådan, at man kan gennemføre det på normeret tid«, siger uddannelsesordfører Tina Nedergaard (V). Socialdemokraterne foreslog i deres velfærdsudspil tidligere på året, at unge, der går i gang senest to år efter en ungdomsuddannelse, har fri adgang til de fleste studier. Og at dem, som bliver færdig på normeret tid, får eftergivet gæld svarende til et halvt års SU. »Vi vil gerne positivt motivere unge til at blive hurtigere færdig. Vi er meget optaget af, at vi har en tilstrækkelig stor arbejdsstyrke til at løse de fælles opgaver«, siger Christine Antorini. Studerende advarer Danske Studerendes Fællesråd advarer derimod mod at pille ved SU'en. »De stærke skal nok indrette sig, så de kommer hurtigere igennem, men vi har også brug for at få de svagere unge til at gennemføre en uddannelse. Det her rammer de forkerte. F.eks. alle dem, som ikke gik videre lige efter gymnasiet, men som senere finder ud af, at de godt vil i gang. Skal de så gældsætte sig og låne en halv million for at tage en uddannelse?«, spørger uddannelsespolitisk ordfører Kirsten Marie Kristensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























