Det giver ikke mening at samle 50.000 socialt udsatte kontanthjælpsmodtagere i den såkaldte matchgruppe 4. De har nemlig så forskellige problemer, at debatten om at aktivere dem som en gruppe bliver misvisende, lyder det fra Danmarks største rengøringsselskaber. Kan ikke sende en alkoholiker Selskabet ISS vil gerne ansætte folk fra Match 4, men det er ikke alle medlemmer af gruppen, der er brugbare, forklarer HR-direktør, Ulrik Damm: »Jeg synes, Match 4 er et miskmask. Der er nogen, som har dårlige sprogkundskaber, der er nogen, som er nedslidte, der er nogen, som har misbrug, og der er nogen, som er psykisk afvigende. Jeg har ikke nogen problemer med at ansætte nedslidte, men jeg kan ikke sende en alkoholiker eller en psykisk afvigende ud til en kunde.« Svært at betjene maskiner I Forenede Rengøring, der er Danmarks næststørste rengøringsselskab, er en eventuel ansættelse af en ledig fra Match 4 også betinget af, hvorfor vedkommende er placeret i gruppen, forklarer divisionsdirektør Poul Krogh: »Jeg vil ikke udelukke folk, bare fordi de er i gruppe 4. De fleste kan sagtens udføre simpelt rengøringsarbejde, men det er ikke alle, der kan betjene maskiner.« Årsag til forligs-nedbrud Debatten om kontanthjælpsmodtagerne i Match 4 har været direkte medvirkende til, at integrationsforliget brød sammen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mener, at kontanthjælpsmodtagerne fra Match 4 sagtens kan få job - f.eks. i rengøringsselskaber - men ifølge Socialdemokraterne har de ikke en jordisk chance for at komme ind på arbejdsmarkedet.
Arbejdsgivere: Matchgruppe er et miskmask
Lyt til artiklen