V og K vil have gebyr-regler

Lyt til artiklen

Gebyrreglerne i den nye markedsføringslov skal gøre livet lettere for forbrugerne. Så langt er politikerne enige. Og regeringen er tilsyneladende villig til at indgå kompromiser for at få et bredt forlig. Men partierne skal strække sig langt for at nå hinanden, for holdningerne til gebyrer er delt skarpt op. Lovændring ikke dækkende Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) fremsatte 6. oktober et forslag til en ny markedsføringslov, der indebærer, at private erhvervsdrivende skal varsle ændringer i gebyrer, og deres prisoplysninger skal inkludere gebyrer. Men det er ikke godt nok, mener oppositionspartierne. Socialdemokraternes forbrugerordfører Karen Hækkerup siger: »Lovændringen er under ingen omstændigheder dækkende. Vi vil have regler for, at gebyrernes størrelse står i rimeligt forhold til de omkostninger ved tjenesterne, som gebyret er betaling for. Og gebyrerne skal kunne forhindres, hvis de på grund af deres karakter er klart urimelige«. Definition på gebyrer Oppositionen vil også have en definition på gebyrer indskrevet i loven. Og den er Dansk Folkeparti med på. »Vi ønsker en definition på gebyrer, så erhvervssektoren har noget at forholde sig til«, siger familie- og forbrugerordfører Martin Henriksen (DF) og tilføjer at partiet endnu ikke har besluttet, om regeringen får opbakning til lovændringen. En glidebane Ifølge ordførerne fra både Venstre og de konservative er der stor vilje til at forhandle og »slibe kanter« for at opnå et bredt forlig. Inger Støjberg fra Venstre mener dog ikke, at det bør være muligt at forhindre gebyrer af urimelig karakter, og hun afviser at indføre en regel om, at gebyrernes størrelse skal modsvare den udgift, der er forbundet med ydelsen. »For mig at se ville det være en glidebane, hvis vi gik ind og præciserede, hvad ting må koste. Det vigtige er, at markedet er gennemsigtigt, og jeg synes, at hele loven er gennemsyret af, at forbrugerne er stillet godt«, siger hun. K: Folk skal selv vælge Den konservative ordfører Per Ørum Jørgensen er enig med Venstre, og han ser det ikke som et problem, at virksomheder kan prissætte gebyrer, som de har lyst. »For den enkelte forbruger handler det i sidste ende om, hvad man skal betale i alt. Derfor skal virksomhederne oplyse den samlede pris inklusive gebyrer. Så kan folk vælge, om det er noget, de vil købe«, siger Per Ørum Jørgensen. Ifølge hans pressesekretær har familie- og forbrugerminister Lars Barfoed ikke kunnet afse tid til at kommentere sagen, hverken onsdag, torsdag eller fredag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her