De pressede danske fjerkræsproducenter kan i første omgang ånde lettet op. Alt tyder på, at udbruddet af den frygtede Newcastle Disease ikke har bredt sig fra besætningen ved Broager i Sønderjylland, som for få dage siden blev inficeret med fuglesygdommen. Kun få fjerkræfarme Kyllingebesætningen ligger i et område, der kun har et begrænset antal fjerkræfarme i nærheden. Desuden ved man, at der ikke er blevet flyttet levende dyr til andre besætninger i området. Oplysningerne får veterinærchefen i Fødevarestyrelsens Region Sønderjylland til at betegne risikoen for et større dansk udbrud af Newcastle Disease som 'meget teoretisk'. Besætning slås ned »Jeg tror helt bestemt, at udbruddet er begrænset til denne ene besætning«, siger veterinærchef Arne Skjoldager. Broager-besætningens 41.000 kyllinger bliver i løbet af weekenden slået ned. Imens afventer Fødevarestyrelsen svar på prøver fra seks andre besætninger. Resultaterne ventes klar mandag. Newcastle Disease er en fjerkræsygdom, der ikke angriber mennesker.
Danmark slipper billigt med fjerkræsygdom
Lyt til artiklen