»Jeg har ikke set så mange mennesker herinde siden juleaften«, konstaterede kirkegårdsgartner Nina Munck. Hun var i går sammen med sine kolleger i gang med at udbedre skaderne efter weekendens voldsomme hærværk på Bispebjerg Kirkegård. De mange besøgende ville se, om hærværket var gået ud over deres pårørendes gravsteder. Væltet og ødelagt I alt er 168 grave blevet skændet - gravstene er væltet, monumenter ødelagt og bevoksningen revet op. Politiet ser med stor alvor på sagen. »Vi gør en ekstra indsats i forhold til andre hærværkssager. Det er aldeles tankeløst gjort, og der er utrolig mange mennesker, som er meget påvirkede af det«, siger vicekriminalkommissær Kaj Folke fra Københavns Politi. Politiet har efter omtale i TV 2/Lorry fået en del gode spor fra vidner til hærværket, og der er fundet fodspor fra flere gerningsmænd. Flere personer om hærværk Det overrasker ikke Kaj Folke: »Det er næppe kun én person - dertil er hærværket for omfattende. Desuden er det ofte flere unge mennesker, der går amok sammen«. Der har tidligere i år været gravskændinger flere steder i landet. I januar blev omkring 100 muslimske grave skændet på Vestre Kirkegård i København, og i april gik det ud over 36 grave på Bispebjerg. Omfanget af weekendens hærværk er dog uden fortilfælde i Danmark. »Det er trist og tarveligt gjort. Folk er meget ulykkelige over det«, lød det i går fra gartner Pia Kristiansen. Kedsomhed eller hævn Med hensyn til hvorfor nogen har begået hærværket, kan kirkegårdsleder Tom Olsen kun konstatere, at det »enten må skyldes kedsomhed eller hævn«, siger Tom Olsen. Hævn, fordi han mistænker en gruppe unge, som kirkegårdspersonalet har været på kant med, for at have gjort det. I forbindelse med knallertkørsel på området for omkring 14 dage siden blev en knallert, der siden viste sig at være stjålet, beslaglagt og videregivet til politiet. Det bragte sindene i kog. Slap med smadret lygte To af de besøgende i går, Ulla og Børge Madsen var på kirkegården for at se, om deres barnebarns grav var skændet. Den var sluppet med en smadret lygte. »Jeg kan kun sige, at der må være sket en brist i hjernen på dem. De tænker ikke på, at de sårer utrolig mange mennesker«, lød det fra Ulla Madsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























