Roche spinder guld på Tamiflu

Lyt til artiklen

Jo længere køerne efter influenzamidlet Tamiflu er, jo mere kan aktionærerne i producenten Roche klappe i deres hænder. Onsdag lagde den schweiziske medicinalproducent helt friske regnskabstal frem, og selskabet forgyldes af frygten for fugleinfluenza, der får bange borgere til at bestorme apoteker verden over. Tallene for årets tredje kvartal viser, at selskabets salg af medicin steg hele 21 procent i forhold til samme periode i fjor og rundede 32,5 milliarder kroner. Tamiflu skæpper godt i kassen Det er især to produktgrupper, som overrasker positivt og skæpper i kassen hos Roche. Det ene er produkter mod cancer, og det andet er fugleinfluenzamidlet Tamiflu. Roche havde forventet at sælge Tamiflu for knapt 4,5 milliarder kroner i år, men er godt i gang med at overhale forventningerne. Alene i årets tredje kvartal solgte selskabet Tamiflu for mere end 1,3 milliarder kroner, og omsætningen var dobbelt så stor som i samme periode i fjor. Roche har hidtil hårdnakket nægtet at dele ud af sin viden om Tamiflu, endsige tillade licensproduktion andre steder i verden. Egen produktion i USA Men stigende politisk pres har fået selskabet til at vende på en tallerken og pludselig tilbyde, at andre medicinalselskaber kunne få tilladelse til at producere produktet. Samtidig annoncerede Roche, at det vil etablere egen produktion i USA »Vi er villige til at diskutere alle muligheder og give licensrettigheder til regeringer eller virksomheder, som vil producere Tamiflu«, siger William M. Burns, som er direktør for Roches medicinaldivision. Lever ikke op til anbefalinger En række lande står i kø for at producere Tamiflu. I Indien vil selskabet Cipla begynde produktionen af et kopiprodukt med de samme egenskaber som Tamiflu. Selv om mange lande har lagre af Tamiflu, så lever de færreste op til WHO's anbefaling om at have midler til 25 procent af befolkningen. I Danmark holder Sundhedsstyrelsen fast i, at den blot vil have Tamiflu eller tilsvarende midler til seks procent af befolkningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her