Det betaler sig at prutte om gebyrer

Lyt til artiklen

»Det skal du da ikke betale«, sagde ekspedienten i teleselskabet 3's butik, da Politikens udsendte spurgte, om det var muligt at slippe for oprettelsesgebyr på 99 kroner. Sådan var meldingen de fleste steder, da Politiken udgav sig for at være forbruger og gik på jagt efter en ny mobiltelefon. Vi spurgte i fem telebutikker, om det kunne lade sig gøre at slippe for oprettelsesgebyr, når man skiftede fra et konkurrerende selskab. Dækker udgifter Telia, Sonofon, TDC, 3 og Debitel kræver ifølge deres hjemmesider 99 kroner i gebyr, når du opretter et mobilabonnement hos dem. Gebyret dækker udgifter til administration, sim-kort og service i butikken. Men ekspedienterne hos Telia, 3 og Debitel gik uden sværdslag med til at droppe gebyret på 99 kroner. TDC og Sonofon afviste blankt enhver forhandling. »Et teleselskab vurderer dig som kunde, ganske som en bank gør det. Ser du ud til at bruge din telefon meget, så er det sund fornuft at give køb på de 99 kroner i oprettelse. Det er direkte dumt at sige nej til en god kunde, fordi vedkommende kan slippe for gebyr et andet sted«, siger teleekspert Torben Rune, direktør i Netplan, der rådgiver virksomheder om telekommunikation. De stærkeste forbrugere vinder I Forbrugerrådet mener økonom Lotte Aakjær Jensen, at oprettelsesgebyret ikke modsvarer en reel omkostning, når selskaberne er villige til at droppe det: »De stærkeste forbrugere vinder, for de tør forhandle om gebyret. Taberne er dem, der er knap så vant til at gå i rette med butikkerne, og det er uretfærdigt. Derfor bør selskaberne fjerne gebyret for alle«. Politiken forsøgte også at prutte prisen ned i fitness-centre, der kræver op til 600 kroner i indmeldelsesgebyr. To ud af syv steder lykkedes det at prutte gebyret ned med henholdsvis 100 kr. og 439 kr. Et tredje sted rådede sælgeren os til at blive medlem af Astma- og Allergiforbundet og den vej rundt spare flere hundrede kroner på fitness-medlemskab. Kast skammen væk Søren Iversen, chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, opfordrer danskerne til at kaste skammen af sig og prutte løs om gebyrer. »Gebyrer ligger ikke fast. Ganske som priser er de til forhandling, og det skal forbrugerne vænne sig til. Ellers betaler de jo bare for, at andre får rabat«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her