V og K i kamp om nej til Føtex

Lyt til artiklen

De taler ordentligt til hinanden, men lige under den pæne overflade er uenigheden om den nye Føtex-sag i Ribe så dyb som nogensinde før mellem de to regeringspartier Venstre og de konservative. Efter miljøminister Connie Hedegaards (K) nej til at lovliggøre den nye Føtex-butik i Ribe, der med sine 3.700 kvadratmeter er 700 kvadratmeter for stor ifølge planloven, er den gamle strid fra Bilka-sagen i Horsens tidligere i år brudt ud i lys lue. »Vi skal have planloven lavet om. Det kan ikke være rigtigt, at amtet og kommunen ifølge loven kan give dispensation, og at de så bliver underkendt af miljøministeren. Der er behov for at få ændret planloven«, siger Venstres Eyvind Vesselbo, der er miljøordfører for partiet. Folketinget har allerede nedsat et detailhandelsudvalg, der skal komme med anbefalinger til ændringer af planloven til juni næste år. Men Eyvind Vesselbo vil have sat fuld fart på udvalget arbejde, så der kan være et nyt lovforslag klar allerede til næste efterår. K-støtte til minister Hos de konservative i Folketinget er opbakningen til miljøministerens afgørelse klar. »Vi støtter fuldstændigt op om miljøministerens afgørelse. Der skal være lighed for loven, og i modsætning til Bilka-sagen er der er intet eksorbitant værdispild ved at holde fast i reglerne i denne sag, derfor støtter vi afgørelsen«, siger formanden for Folketingets Miljøudvalg, Christian Wedell-Neergaard (K), der heller ikke mener, at der er behov for store ændringer af planloven. »Vi er ikke modstandere af en modernisering af planloven, men vi vil lade udvalget, der vurderer loven, tage sig den fornødne tid til arbejdet. Det er ikke, fordi vi er modstandere af store butikker, men vi vil ikke være med til at plastre landskabet til i storcentre og store butikker«, siger Christian Wedell-Neergaard. K-vrede over minister Til gengæld er der skældud til ministeren fra hendes eget parti i Sydjylland. Amtsformand i Ribe og regionsformand for partiet i Syddanmark, Kurt Bjørndal, er skuffet over beslutningen. »I min optik er dydens smalle sti bredere end den, Connie Hedegaard handler efter. Der er luft til fortolkning, og det vil jeg fortælle hende, når vi taler sammen næste gang. Hun burde være kommet til os og hørt, hvad de lokale har at sige, og så bakket op om vores holdning til butikken«, siger han. Trods kritikken fra baglandet tror Kurt Bjørndal ikke, at ministeren vil ændre sin afgørelse. »Hvis jeg kender hende ret, er det ikke muligt at ændre hendes beslutning«, siger han. S:Strid vækker ikke forundring Hos socialdemokraterne vækker den fornyede strid mellem Venstre og Konservative ingen stor forundring. »Vi støtter miljøministerens afgørelse. Vi håber blot, at Connie Hedegaard har den fornødne styrke til at fastholde perspektivet i denne sag i modsætning til Bilka-sagen, hvor det viste sig, at Venstre havde den største styrke. Det kan ikke være rigtigt, at virksomheder som Føtex kan slippe af sted med at omgå loven blot ved at være kreative«, siger miljøordfører Pernille Blach Hansen (S). Striden mellem regeringspartierne går langtfra igen i byrådet og amtsrådet i Ribe. Der har alle borgerlige, inklusive de konservative, sagt ja til at give dispensation til Føtex. Pengekrav kan ende hos Ribes skatteydere For selskabet bag Føtex, Dansk Supermarked, der ejes i fællesskab af A.P. Møller - Mærsk og Herman Salling, vil miljøministerens nej betyde en ekstra udgift på mellem 3,5 og 4,5 millioner kroner. Men Ribe Kommune har givet byggetilladelse, så kravet kan ende hos Ribes skatteydere. Problemet er, at Føtex i Ribe er større, end planloven tillader, og at miljøministeren ikke vil godtage Føtex' forsøg på at skille bl.a. bager- og kioskfunktioner fra hovedbutikken, hvilket ville have betydet, at Føtex var inden for lovens grænser. Føtex har i al stilhed taget fat på at slippe ud af planlovens greb. Selskabet har en række nye forretninger under bygning eller projektering, og problemet med størrelsen ville være det samme der. Ny strategi for Føtex Derfor er Føtex gået sammen med sine arkitekter og Miljøministeriet for at finde en løsning. Ifølge Dagbladet Ringsted betyder det, at en ny Føtex i Ringsted rent fysisk deles i to. Den nye butik får en fødevareafdeling med egne kasser og egne faciliteter til de ansatte. Ved siden af fødevareafdelingen bygges en nonfood-afdeling, med tilsvarende faciliteter. Det er planen, at den nye forretningsmodel bliver standard for fremtidige Føtex-butikker, så de trods planlovens forhindringer kan blive større end 3.000 kvadratmeter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her