Indvandrere skal integreres bedre med job og uddannelse. Bogligt svage skal tilbydes en slags mesterlære for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Ellers risikerer Danmark at få en arbejdsløs etnisk underklasse, som socialt, menneskeligt og økonomisk kan koste lige så meget som efterlønnen. Det siger Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, om de 'dystre tal' i LO's ny rapport i Ugebrevet A4. Ifølge rapporten er beskæftigelsen fra 2001 til 2004 faldet for unge indvandrermænd og -kvinder med henholdsvis 4,2 og 5,5 procentpoint. Nu er kun 58,9 procent af de mandlige efterkommere i job mod 56,4 procent af de kvindelige. Vender bunken Faresignalerne fik i juni regeringen til at indgå integrationsaftalen 'En ny chance til alle' med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Aftalens lovforslag sendes i efterårsferien i høring efter politisk tumult mellem Socialdemokraterne og regeringen. I aftalen er der 580 millioner kroner til at gennemgå alle på kontanthjælp, påpeger Jens Vibjerg. »Man tager fat på alle, der har gået på kontanthjælp i mere end et år. Vi vender simpelthen bunken og gennemgår samtlige sager. Dernæst sætter man kraftigt ind over for de unge. De får ikke lov at gå på kontanthjælp, men får i stedet tilbudt uddannelse. Da specielt nogle indvandrere har svært ved at tage en boglig uddannelse, så opretter man nye, praktisk betonede indgange til erhvervsuddannelserne - en slags mesterlære«, siger han. Stort menneskeligt problem Erik Bonnerup fra regeringens tænketank om integration tvivler ifølge A4 på, at samfundet kan løse udfordringen med job og uddannelse til unge indvandrere. Det bør Velfærdskommissionen se på i sin rapport til december ligesom efterløn og folkepension, mener Jens Vibjerg. »Det er et lige så stort problem. Derfor har regeringen taget det så alvorligt, at man har lavet den omfattende integrationsaftale. Det er et stort menneskeligt, socialt og økonomisk problem. Der er risiko for en etnisk underklasse, hvis ikke man tager problemet alvorligt. Det gør regeringen, og derfor skal alle i arbejde«, siger han. Arbejdspladser bør modtage ansøgere med et etnisk-klingende navn. Derfor skal holdningerne bearbejdes og ændres, ansøgerne skal kunne dansk og have gode faglige kvalifikationer, siger Jens Vibjerg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























