S: Regler for ledige skal ikke strammes

Socialdemokraterne vil ikke være med til at stramme rådighedsreglerne for ledige - Foto: Finn Frandsen
Socialdemokraterne vil ikke være med til at stramme rådighedsreglerne for ledige - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) får ikke gennemført sine planlagte stramninger af rådighedsreglerne overfor de ledige i forbindelse med det igangværende serviceeftersyn af arbejdsmarkedsreformen Flere i arbejde, skriver Nyhedsbrevet 3F. Ministeren har meldt ud, at reglerne skal strammes, så det hver tredje måned skal vurderes, om de ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet, søger job med mere. Og bliver man væk fra en jobsamtale skal man have frataget dagpengene i tre uger. Sejler i hans eget system Men Socialdemokraterne, der er med i forliget om Flere i Arbejde, siger nej. »Nu må ministeren stoppe. Han har åbenbart så meget rod og det sejler så meget i hans eget system, at han ikke kan finde ud af at matche ledige stillinger med ledige i dagpenge- og kontanthjælpssystemet. Og så skyder han skylden over på de ledige«, siger Thomas Adelskov. »Der er én måde at rådighedsvurdere de ledige på, og det er at tilbyde dem et job. Så når ministeren siger at der er masser af ledige job, men at de ledige ikke vil tage jobbene, så er det hans eget system, der fejler. Det er hans ansvar at de ledige jobs matches med de ledige personer. Det hjælper ikke at skyde skylden på de ledige«, mener Thomas Adelskov. »Hvis det er rigtigt som ministeren siger, at der er ledige håndværkere, jamen så må det sikres at der formidles job til dem. Hvor svært kan det være«, spørger han. Ledige og arbejdsgiver skal sammen Morten Kaspersen, leder af 3FA, 3F's a-kasse, er enig. »Det handler om at bringe arbejdsgiverne og de ledige sammen. Og hvis de ikke selv kan finde hinanden via jobannoncer med mere, så vil vi i a-kasserne meget gerne være med til det. Vores lokale a-kasser kender de enkelte medlemmer og ved hvem der går ledige, og kan hjælpe arbejdsgiverne med at finde den rette arbejdskraft«, siger Morten Kaspersen til Nyhedsbrevet 3F. Han forstår ikke det nye i ministerens udmelding om at ledige skal fratages dagpengene i tre uger, hvis de f.eks. ikke møder frem til en jobsamtale eller et møde på Arbejdsformidlingen. »Det er jeg helt uforstående overfor, for sådanne sanktioner har vi i forvejen«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her