Minister vred over beskyldninger om lukkethed

Oppositionen kan ikke huske alle de spørgsmål, den har stillet om indsatsen i Irak, siger Søren Gade. Foto fra den danske lejr i Basra. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Oppositionen kan ikke huske alle de spørgsmål, den har stillet om indsatsen i Irak, siger Søren Gade. Foto fra den danske lejr i Basra. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Venstrefløjens anklager mod regeringen for at gå for stille med dørene om den barske virkelighed i Irak afvises vredt af forsvarsminister Søren Gade (V). »De prøver at ramme mig på mine motiver ved at påstå, at vi svarer undvigende. Det rammer mig dybt, for det gør jeg ikke, og sådan er jeg ikke, derfor er der brug for at reagere hårdt på det her«, siger Søren Gade. Henviser til svar fra november Reaktionen kommer, efter at SF og Enhedslisten i de seneste dage har beskyldt regeringen for at give et alt for rosenrødt billede af de danske styrkers indsats i Irak. Bl.a. erklærede flere sig overraskede over oplysninger fra Hærens Operative Kommando (HOK) om, at danske soldater siden 2003 har dræbt 12 civile irakere og været indblandet i 169 skudepisoder. Forsvarsministeren henviser til et svar til Folketingets Forsvarsudvalg, hvor han i november i fjor oplyste, at danske soldater på daværende tidspunkt havde »dræbt 10 irakere« og havde været »involveret i 128 skudepisoder«. Mange invitationer Søren Gade peger på, at han siden sin tiltræden har forsøgt sig med en klar åben linje ved bl.a. at invitere talrige politikere og mellem 50 og 60 journalister med til det danske troppekontingent i Irak. Spørgsmålet om forsvarets åbenhed har ofte været til debat i Folketinget, og ved enkelte konkrete hændelser har Søren Gade selv kritiseret forsvaret for ikke at informere nok. Men ministeren mener, at der må være en grænse for, hvor mange oplysninger der skal tilflyde Udenrigspolitisk Nævn, Folketinget og andre relevante organer. Intet for småt Ifølge grundloven skal nævnet informeres i forbindelse med udenrigspolitiske begivenheder af større rækkevidde, og det er der ifølge forsvarsministeren ikke tale om, hver gang en dansk soldat er indblandet i en skudepisode. »Som trenden er i øjeblikket, så er der ikke noget, der er for småt til, at du skal sidde og referere det i Udenrigspolitisk Nævn«, siger Søren Gade, der ikke forstår, hvordan oppositionen kan være overraskede over antallet af dræbte og skudepisoder: »Det virker, som om de stiller så mange spørgsmål, at de ikke kan huske svarene«. Aaen optaget af veteraners udtalelser Samtlige medlemmer af Folketingets Forsvarsudvalg modtog forsvarsministerens svar fra november i fjor, som Enhedslistens daværende forsvarsordfører, Søren Søndergaard, angiveligt var ophavsmand til. Afløseren, Frank Aaen, understreger, at han ikke er specielt overrasket over, at antallet af dræbte på et lille år er steget fra 10 til 12, og at antallet af skudepisoder er vokset fra 128 til 169. Han er i stedet optaget af, at flere danske Irakveteraner har udtalt, at forsvaret har tegnet et for positivt billede af krigen i Irak, samt at dagbladet JydskeVestkysten har dokumenteret, at en håndfuld skudepisoder ikke er kommet til offentlighedens kendskab. Selv om der blot er tale om fem episoder, mener han ikke, der er tale om en bagatel. »Pointen er, at man har undladt at offentliggøre nogle af de alvorlige skudepisoder, fordi man ikke ønskede, at offentligheden skulle blive opmærksom på dem. Samt at soldater har udtalt, at billedet er for rosenrødt. Det er mit udgangspunkt«, siger Frank Aaen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her