Tegnere truet til at gå i skjul

Godt 3.300 personer deltog fredag i demonstrationen i det centrale København. - Foto: Jens Dresling
Godt 3.300 personer deltog fredag i demonstrationen i det centrale København. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

To tegnere måtte fredag på opfordring fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) forlade deres bopæl og gå under jorden, fordi der er fremsat dødstrusler imod dem, erfarer Politiken. De to var med i den gruppe af 12 tegnere, der 30. september fremstillede profeten Muhammed i Jyllands-Posten for at markere, at ytringsfriheden står over islams forbud mod at afbilde profeten Muhammed. 'Sindsforvirret' mand bag trusler Initiativet har ført til hård kritik fra muslimske kredse, og avisen har skriftligt og mundtligt modtaget trusler. Ifølge Politikens oplysninger var det i forbindelse med, at politiet efterforskede disse trusler, at de konkrete dødstrusler blev opdaget. Flere kilder bekræfter, at politiet eftersøger en »sindsforvirret« mand af anden etnisk oprindelse end dansk, der menes at have fremsat dødstruslerne. 'Vi skal i dialog' Omkring 3.500 mennesker deltog fredag i en fredelig demonstration mod Jyllands-Posten, og en talsmand for de tre organisationer bag demonstrationen tager kraftigt afstand fra truslerne. »Det er meget forkert, at man truer folk på den måde. Vi må i stedet tale med dem. Vi skal i dialog. Og give tegnerne tid til at tænke over det, de har gjort«, siger Adil Hassan. »Jeg vil opfordre dem, der har truet tegnerne, til at udtrykke deres reaktioner på en fredelig måde. Vi lever i et demokratisk land, og der er mange fredelige muligheder at komme til orde på. I Danmark kan man for eksempel sagsøge. Den voldelige vej løser intet«, siger Adil Hassan. Minister rystet Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) kalder det »forfærdeligt«, at to tegnere har måttet gå under jorden. »Uanset, hvad man så måtte mene om de her tegninger, så er der ingen, der vil kunne retfærdiggøre, at det kan få dét udkomme. Det viser jo desværre, at nogle har en afgrundsdyb anderledes opfattelse af, hvad det vil sige at leve i et demokratisk samfund med ytringsfrihed. Det gør i hvert fald ikke integrationsprocessen nemmere«, siger hun. Skærpelse på vej Regeringen fremsætter om kort tid et lovforslag, der gør det til en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse begås med baggrund i offerets lovlige ytringer i den offentlige debat. Og Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at denne bestemmelse bør finde anvendelse, når den eftersøgte person findes. SF's retsordfører, Anne Baastrup, hæfter sig ved, at den eftersøgte efter alt at dømme er sindsforvirret. »Når man går til den slags yderligheder, har man tydeligvis ikke styr på sine tanker. Jeg håber, at politiet snart finder ham, så han kan komme i behandling. Jyllands-Posten har villet provokere, og det skal ytringsfriheden også kunne bruges til«, siger Anne Baastrup. Hverken politiet eller PET ønsker at kommentere sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her