Efter to ugers tøven besluttede Fødevarestyrelsen 8. juni i år at kontakte hindbærgrossister for at sikre sig, at de kaldte inficerede polske hindbær tilbage fra deres kunder.
Det skete, fordi grossisterne i første omgang ikke havde været gode nok til at få alle de inficerede bær tilbage fra deres aftagere, som typisk var restauranter og storkøkkener på plejehjem, hospitaler og virksomheder.
Det havde resulteret i en række udbrud, hvor hindbærrene gav flere hundrede ældre mennesker roskildesyge med opkast og diarré. Bærrene var formentlig blevet vandet med kloakvand.
Men trods styrelsens indgriben svigtede tilbagekaldelsen igen. Påstand mod påstand
Grossisten CateringEngros fik ikke kaldt sine hindbær tilbage fra de to plejehjem Salem og Kløckershave i Gentofte. De to plejehjem har fælles køkken, og da hindbærrene efterfølgende blev serveret, blev stort set samtlige beboere og ansatte på de to plejehjem - omkring 90 mennesker i alt - syge. To af beboerne, som i forvejen var svage, døde.
Selv om de to plejehjem fastholder, at de aldrig blev advaret om hindbærrene, har fødevaremyndighederne undladt at kritisere grossisten CateringEngros.
Myndighederne mener, at der er tale om påstand mod påstand, fordi CateringEngros på sin side hævder, at de 9. juni to gange ringede til plejehjemmet Salem for at advare dem.
Som dokumentation har grossisten sendt en udskrift til myndighederne over sine telefonsamtaler den dag. Her fremgår det, at grossisten ganske rigtigt ringede to gange den dag til plejehjemmet, men at opkaldene kun varede henholdsvis 12 og 20 sekunder. Har ikke noteret opkald
Direktør i CateringEngros Annette Kreiner kan ikke redegøre for, hvem virksomheden talte med.
»Det har vi ikke noteret. Men vi kan jo bevise, at vi har ringet«, siger hun. Hvor meget kan man nå at sige på henholdsvis 12 og 20 sekunder?
»Man kan for eksempel nå at sige, at plejehjemmet skal ringe tilbage«. Kan man på så kort tid forklare på en forsvarlig måde, hvorfor man ringer?
»Jeg er meget ked af, at der tilsyneladende har været nogle misforståelser. Jeg vil ikke afvise, at vi skulle have ringet en gang til«, siger Annette Kreiner. Kommunikationsbrist
Køkkenchefen på de to plejehjem, Merete Nielsen, benægter ikke, at der blev ringet til plejehjemmet.
»Det kan vi jo se af udskriften. Men de har ikke bedt om at tale med køkkenet, da de ringede, hvilket CateringEngros ellers plejer at gøre. Det er helt sikkert, for så ville opringningen være gået til mig. Vi ved ikke, hvem de har talt med. Men ingen af de ansatte siger, de har modtaget nogen advarsler. Og hvad kan man også nå at sige på 12 og 20 sekunder«, siger Merete Nielsen.
Fødevareregion Nordøstsjælland, der hører under Fødevarestyrelsen, og som har behandlet den konkrete sag, mener ikke, der er grundlag for at kritisere CateringEngros, fordi virksomheden også har afleveret en liste til myndighederne over kunder, som de kontaktede 9. juni. Her er plejehjemmet Salem opført.
Derfor mener Morten Lisby fra regionen, at der er tale om en kommunikationsbrist mellem CateringEngros og plejehjemmet Salem. Han mener også, at udskriften med de to telefonopkald bekræfter, at virksomheden har forsøgt at advare de to plejehjem. Så I er tilfredse med, at en virksomhed bruger 12 og 20 sekunder på at advare to plejehjem mod farlige hindbær?
»Det er selvfølgelig beklageligt, at der er sket en kommunikationsbrist«, siger Morten Lisby. Kan man nå at advare på en forsvarlig måde på så kort tid?
»Man kan godt nå at sige, at de ikke må bruge deres hindbær«, siger han. Men noget tyder på, at advarslerne under alle omstændigheder ikke er givet til de relevante personer i køkkenet. Skal en virksomhed ikke sørge for at gøre det?
»Det kan da godt være, at de har ringet til køkkenet, men at beskeden ikke er givet videre til lederen. Det kan vi jo ikke vide noget om«, siger Morten Lisby fra fødevareregionen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























