En gigantisk menneskesmuglerring, der er blevet optrevlet i Storbritannien har forbindelse til Danmark. I alt er 19 personer blevet tilbageholdt i Storbritannien, der mistænkes for at have stået for indsmuglingen af op til 200.000 mennesker ind i landet. »Dette er den største operation af sin slags for politiet i London«, siger chefkriminalkommissær Bill Skelly til BBC. Efterforskningen trækker spor rundt til flere europæiske lande. Dansk forbindelse til smuglerring Politiet fra Holland, Italien, Frankrig, Belgien og Danmark har deltaget i opklaringen. »Dansk politi har videregivet oplysninger til briterne i forbindelse med en menneskesmuglersag sidste år«, fortæller kriminalkommissær Niels Bak fra Rigspolitiets Udlændingeafdeling. Afdelingen hjalp sidste år politiet i Esbjerg med en sag, hvor en tyrkisk mand blev anholdt, da han ville hjælpe en familie med at blive smuglet til Storbritannien. Manden fik 50 dages fængsel og dømt til udvisning til Holland. »Lamperne begyndt at blinke hos briterne, da de hørte om sagen«, siger Niels Bak. Han fortæller, at det er den eneste hjælp, som dansk politi har givet til de britiske kollegaer. Men ifølge kriminalkommissæren er der flere eksempler på, at rejsende med færgen fra Esbjerg til Storbritannien er blevet sendt tilbage, fordi de havde falske papirer. Smuglerbillet til 50.000 kroner Tidligt i morges valgte 200 betjente i London at slå til mod den formodede smuglerbande. Ifølge Scotland Yard har man gennemført razziaer og anholdelser blandt bagmændene i smuglerringen. »Denne operation er kulminationen på 20 andre anholdelser i og aktioner, der har fundet sted i Europa over de seneste to år«, siger Bill Skelly til BBC. Smuglerbanden har fortrinsvis stået for indsmuglingen af tyrkere til Storbritannien. De illegale immigranter betalt mellem 30.000 og 50.000 kroner for at blive hjulpet til Storbritannien. Under selve smuglingen er der flere eksempler på, at immigranterne har været gemt under kummerlige forhold i forskellige europæiske lande inden videresmuglingen til Storbritannien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























