Bent Sørensen var selv med til at stemme om grundloven i 1953. Dengang tænkte han på den kommende grundlov som en slags befrielse. »For nu skulle international ret gælde herhjemme«, fortalte den tidligere professor i sociologi mandag på et pressemøde i Kongens Have i København. Her blev navnene på de 24 personer, der har anlagt sag mod statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) offentliggjort. Internationale regler Alle 24 - og deres to advokater - mener, at Danmarks deltagelse i Irakkrigen er i strid med især grundlovens paragraf 19. Sagsøgernes hovedpointe er, at da man ændrede grundloven i 1953, blev bestemmelsen ført ajour med internationale regler. Det betyder, at al magtanvendelse er forbudt, medmindre det sker i selvforsvar eller i forbindelse med en beslutning truffet i en FN-sikkerhedsrådsresolution. Og ingen af de to betingelser er opfyldt, mener de. Blandt sagsøgerne er socialrådgiveren, højskolelederen, universitetslektoren og den græskstuderende. Unge som ældre. Kvinder og mænd. Og selvfølgelig kendte personer som journalist og forfatter Georg Metz, tidligere EU-parlamentariker og præst Ulla Sandbæk og forfatter Gretelise Holm. To år undervejs Det er Kai Lemberg, der som formand for den såkaldte Grundlovskomite har brugt de seneste to år på at få sagen op at stå. »Jeg vil gerne have domstolene til at vurdere, om det virkelig kan være rigtigt, at et krigslystent flertal i Folketinget kan gå i krig uden at overholde grundlovens regler«, sagde han. Hverken han eller sagsøgere havde lyst til at tale om deres politiske ståsted. »Dette er ikke en politisk sag. Det er grundloven og ikke regeringens farve, der interesserer os«. Professorer i tvivl I løbet af tirsdagen sagde flere professorer i statsret, at de tvivlede på, om sagsøgerne overhovedet ville få lov til at føre sagen for en dommer. Ingen af sagsøgerne er direkte påvirkede af sagen, og dermed mangler de det, man kalder for retlig interesse. Men sagsøgernes ene advokat Bjørn Elmquist tilbageviste den argumentation. »Det er en parodi, hvis domstolene ikke mener, vi har en retlig interesse. Det er ikke befolkningen, der skal vurdere, om grundloven er overtrådt eller ej, men de skal have lov til at få den prøvet ved domstolene«, sagde han. Kate Klokkerholm er også blandt sagsøgerne, selv om hun har haft sine betænkeligheder ved at putte sit navn på stævningen. »Jeg har børn i teenagealderen, som er en sårbar alder. Omvendt føler jeg mig utryg som borger, fordi Folketingets flertal ikke følger grundloven. For mig er den hellig og et pejlemærke«, sagde hun. Hvad hvis nu I taber? »Det tænker jeg slet ikke på«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























