Arbejde gør asylsøgeres liv bedre

Lyt til artiklen

Tiden kan ødelægge, når man som asylansøger bor på et 20 kvadratmeter stort værelse sammen med kone og børn og ikke kan lave andet end at vente på, at Flygtningenævnet afgør ens fremtid. Det er nemlig forbudt asylansøgere at arbejde i Danmark i modsætning til andre europæiske lande. Derfor starter Røde Kors' asylafdeling nu anden runde af det treårige projekt Want2Work, som skal hjælpe asylansøgere med at bruge ventetiden til at forberede sig til arbejdsmarkedet. Første runde har fået positiv evaluering i en ny rapport. Deltagerne får viden, erfaring og motivation, konkluderer evalueringen. Bedre rustet »Visionen med projektet er fortsat at vise, at asylansøgere står langt bedre rustet, uanset om de tager tilbage til hjemlandet eller kan blive i Danmark«, siger Karen-Inger Thorsen, som er centerleder for Dansk Røde Kors Kulturhus. I projektet tilbydes blandt andet kurser, der skal klarlægge den enkelte asylansøgers kompetencer. Derudover er praktikophold, danskundervisning og iværksætterkurser på programmet, der skal hjælpe med at bygge bro mellem den afskærmede tilværelse på asylcentret og et arbejdsmarked - hvad enten det er i Danmark eller udlandet. Noget andet at tænke på Specielt i Nordjylland har Røde Kors efter en reklamekampagne haft succes med at få mindre virksomheder til at tilbyde praktikpladser til asylansøgere. »Min praktik betyder, at jeg ikke skal tænke på asyl hver dag. Jeg ville blive syg i mit hjerte og hoved, hvis jeg ingenting lavede«, siger en kroatisk flygtning, som har været i praktik i en nordjysk virksomhed. Han ønsker ikke sit navn i avisen, fordi hans asylansøgning for et par dage siden blev afvist. Nu skal han sendes tilbage til en risikabel tilværelse i det tidligere Jugoslavien. Want2Work startede for tre år siden som et EU-finansieret arbejdsmarkedsprojekt og kører i samarbejde med Røde Kors og blandt andre Dansk Industri, Københavns Kommune og Foreningen Nydansker. I Dansk Industri er chefkonsulent Niels Sejersen forundret over, at regeringen ikke lader asylansøgerne komme i job. »Mange af asylansøgerne er meget kvalificerede, og via et job får de en god integrationsmulighed«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her