Den tidligere folketingsmand for Venstre, Flemming Oppfeldt, blev i dag straffet med fire måneders betinget fængsel. Dommen skyldes, at han i september sidste år havde samleje med en 13-årig dreng, han havde fået kontakt med på internettet. En domsmandsret i Københavns Byret mente, at han uagtsomt overtrådte straffeloven ved at have et seksuelt forhold til et barn under 15. Frifundet for øvrige anklager Han blev frifundet i de øvrige fem forhold i anklageskriftet. I et forhold til en dreng tilbage i 1998 fandt retten, at der var så meget usikkerhed om gerningstidspunktet, at drengen derfor måske var 15 år og dermed over den seksuelle lavalder, da det fandt sted. Ligeledes faldt en anklage for at have forsøgt at opnå sex med mindreårige på Ofir-chatten fyr/fyr, idet retten fandt, at der ikke var tilstrækkelig fortsæt. Oppfeldt afviste flere gange de unge, fordi de var under 15 år. »Det var simpelthen for løst«, sagde retsformanden om anklagen. Ikke købt sex Retten afviste også, at Flemming Oppfeldt havde forført tre unge på 15-16 år fra 2000 til 2004, som han har erkendt at have haft sex med. Oppfeldt skjulte ikke, at han var væsentlig ældre end drengene. Retten mente, at den så skulle ind og sætte spørgsmål ved den seksuelle lavalder. Endelig fandt retten, at den sidste tiltale, hvor Oppfeldt skulle have forsøgt at købe sig til sex med drenge, ikke holdt. De beløb, der blev nævnt under chatten, var efter rettens mening »helt ude i skoven« og på ingen måde seriøse. Uafklaret om han vil anke Sammen med sin forsvarer tog Oppfeldt betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af straffen, mens anklageren skulle hjem og rådføre sig med sin chef. Oppfeldt skal desuden betale en del af sagens omkostninger, men fik en stor rabat. Han skulle blandt andet kun betale 50.000 kroner til sin forsvarer, hvilket er cirka halvdelen af beløbet. Anklageren havde forlangt en straf på halvandet års ubetinget fængsel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























