»Det nytter ikke engang at trække ordene tilbage - skaden er sket«. Så hårdt bedømmer den konservative gruppeformand Helge Adam Møller konsekvenserne af tidligere minister Henriette Kjærs (K) kommende biografi. Han vil nødigt lukke hendes fremtidsmuligheder, men konstaterer: »En post som minister ligger så langt ude, at jeg har svært ved at forestille mig det«, siger han med beklagelse. Slut med tålmodigheden Selv om ingen ønsker at lægge navn til et endeligt farvel, er det blandt politikere på Christiansborg - ikke mindst hos de konservative - slut med tålmodigheden over for den uforudsigelige Henriette Kjær. Den kommende bog ses som hendes farvel til politik. Selv afviser hun, at det er motivet. »Jeg er ikke på vej ud af politik, men har bare forsøgt at gengive hele situationen omkring min afsked set med mine øjne«, siger hun. Centrale passager af bogen »Henriette Kjær - indtil nu« stod i går at læse i Berlingske Tidende og Ekstra Bladet, og her retter Henriette Kjær en lang række alvorlige anklager mod Venstres partitop, Statsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste. Bogen udkommer senere i oktober. Dårlig betaler Hun beskylder mere eller mindre Statsministeriet for at have lækket oplysningerne om hendes elendige privatøkonomi, som medførte flere domme som dårlig betaler, til pressen. Oplysningerne betød hendes fald som minister i dagene mellem folketingsvalget i februar og regeringsdannelsen. Kritikken, som også omfatter en beskyldning om, at PET efter ordre fra Statsministeriet begik en særkørsel på hendes privatøkonomi, skabte i går stor opstandelse. »Det er helt urimelige beskyldninger, hun kommer med, og vi kan slet ikke genkende det billede, hun giver af Venstre. Hun skyder de sendebud, som bragte oplysninger om hendes dårlige økonomi, i stedet for at koncentrere sig om at få rettet forholdene op«, siger Helge Adam Møller. Kjær tager fejl Politisk ordfører Pia Christmas-Møller, som også får med Kjærs rivejern i bogen og udnævnes som dårlig leder med en diktatorisk lederstil, afviser Kjærs verdensbillede: »Jeg kan ikke genkende meget af det, hun skriver. Hun tager simpelt hen fejl, men ligesom der findes mange måder at nå fine poster på, findes der også mange metoder til at rejse penge«, siger hun og antyder, at bogen er skrevet for at rette op på privatøkonomien hos Henriette Kjær og ægtemanden Erik Skov Pedersen i Gentofte. Et synspunkt, hun dog ikke vil uddybe. Også fra hendes partifælle i Justitsminsiteriet er der en kold skulder. I en pressemeddelelse slår justitsminister Lene Espersen (K) på få linjer fast: »Det har været fremme i pressen, at PET skulle have været involveret i sagen vedrørende tidligere forbruger- og familieminister Henriette Kjærs og hendes samlevers økonomiske forhold. Justitsministeriet kan i den anledning oplyse, at dette ikke er tilfældet«. Forstår ikke manglende opbakning Henriette Kjær er valgt i Århus, og her undrer både amtsformand Th. K. Kudahl og hendes kredsformand Ole Bentzen sig over bogudgivelsen, som ingen af de to kendte til på forhånd. »Jeg forstår ærligt talt ikke, at hun skriver om manglende opbakning. Det har hun da i høj grad fået her fra Århus, så jeg har svært ved at forstå, hvad den bog skal gøre godt for«, siger Ole Bentzen. Trods anklagerne mod Statsministeriets indblanding i sagen betragter statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tilsyneladende ikke beskyldningerne som særligt seriøse. Ifølge Foghs nye pressechef Michael Ulveman blev sagen end ikke vendt mellem de to i går.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























