Stemningen er trykket i den danske lejr i Irak. Hele bataljonen var søndag samlet til et minuts stilhed, og feltpræsten holdt en mindehøjtidelighed med det kompagni, der lørdag mistede en kollega, mens tre andre blev såret, heraf to alvorligt, da der sprang en bombe i vejsiden, netop da de kørte forbi. Støtte fra psykologer Soldaterne har været samlet for at tale hændelsen igennem og får nu støtte fra psykologer. »Men allerede i dag (søndag, red.) kan vi klart mærke, at vi er her for at løse en opgave, og vi vil klart fortsætte«, siger oberstløjtnant Klaus Jacobsen, der er stedfortrædende stabschef i Camp Danevang. Patruljen, der blev ramt af vejsidebomben i bydelen Al Harta lørdag, kørte i en af de nye Geländewagen, der er forstærkede, så de i højere grad kan modstå bomber og andre angreb. Justeringer Det har de også gjort tidligere, men bomben i lørdags var så kraftig og avanceret, at selv ikke et pansret køretøj ville kunne modstå sprængkraften. »Vi har genoptaget vores operationer igen, men har foretaget et antal justeringer. Vi vil i højere grad benytte pansrede køretøjer, og så vil vi justere den måde, vi bevæger os på inde i Al Harta. Vi vil sikre, at det ikke kan ske igen på den måde«, siger Klaus Jacobsen. Ifølge Klaus Jacobsen er det netop i bydelen Al Harta, der ligger nordøst for Basra, de danske soldater møder den største trussel. Problemet er enkeltpersoner Men han mener, det er enkeltpersoner, der har sat den dagsorden. Kontakten til den irakiske befolkning generelt betegner han som god. »Vi føler ikke, den irakiske befolkning har noget fjendskab eller nogen mistillid til os. Langt de fleste irakere er jo gode mennesker«, siger han. Sårede på britisk felthospital De sårede soldater er indlagt sammen på et britisk felthospital, hvor den ledende danske overlæge er hos dem. Den ene af de tre har mistet sin venstre arm, og de to andre er ramt af fragmenter fra sprængningen. »De er alle uden for livsfare«, fortæller Klaus Jacobsen. Ifølge oberstløjtnanten forventer lejrledelsen, at de sårede kan sendes hjem midt på ugen. Også den døde soldat kommer hjem i løbet af ugen. De ramte soldater kommer fra Jydske Dragonregiment i Holstebro. Ængstelige pårørende På kasernen i Holstebro var det en lang eftermiddag lørdag, fra nyheden om, at en soldat var blevet dræbt i Irak, kom ud i radioavisen klokken 14, til medierne kunne fortælle, at de pårørende var blevet underrettet. »Vi talte med mange ængstelige og nervøse pårørende, og i enkelte tilfælde formidlede vi psykologhjælp«, fortæller kasernens presseofficer, major Thomas Møller. Først klokken 18.42 fortalte forsvaret, at de pårørende til den dræbte og de sårede soldater var underrettet. Frustrationer Frustrationerne kom tydeligt til udtryk på et debatforum for pårørende til udsendte i Irak. I debatforummet, der ligger på Hærens Operative Kommandos hjemmeside, er det pressen, der står for skud, fordi man har fortalt om dødsfaldet og de sårede, før de pårørende blev underrettet. Filmen knækket »Jeg syntes helt ærligt ikke, at pressen har nogen etik. Hvordan i H...... kan de finde på at fortælle om, hvad der er sket i dag, når de pårørende ikke er underrettet??? Jeg har ellers haft det godt med min mands udsendelse, men i dag knækkede filmen, jeg blev pisse bange, for det kunne jo lige så godt være ham som en anden«, skriver en af de pårørende. En anden pårørende svarer, at hun er helt enig: »Jeg blev også vildt bange og begyndte at græde som pisket. Heldigvis gik der ikke ret lang tid, før min mand sendte en sms og fortalte, at han var o.k. Jeg synes dog stadig, at jeg er rystet på grund af situationen og kan ikke lade være med at tænke på de, som stadig går i uvidenhed«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























