Healere tabte kampen mod kræft

Lyt til artiklen

Healing, der hører til de mest populære og hyppigst anvendte alternative behandlingsformer herhjemme, kan formentlig ikke helbrede kræft. I hvert fald ikke via en biologisk effekt. Det fremgår af et temmelig enestående eksperiment, som er udført under strengt kontrollerede former i et samarbejde mellem Århus Universitetshospital og amtssygehuset i Gentofte og med støtte fra Kræftens Bekæmpelse. Ved eksperimentet, som er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift British Journal of Cancer, skulle tre healere uafhængigt af hinanden forsøge at tage kampen op mod forskellige typer af kræftceller. Specielt forsøg Det meget specielle forsøg kom i stand, da professor Bobby Zachariae, Psykoonkologisk Forskningsenhed ved Århus Universitetshospital, blev kontaktet af Lars Højgaard, fysioterapeut og alternativ behandler med healing som speciale. Højgaard var interesseret i at forske i healing med henblik på at erhverve en form for videnskabelig dokumentation for effekten. »Vi lavede en kontrakt, og vi var enige om, at resultatet skulle offentliggøres, uanset hvad det måtte vise«, siger Bobby Zachariae. Selve forsøget blev udført ved, at de tre healere mødte op på laboratoriet hver for sig på tre forskellige dage. På den måde ville man sikre, at det hele ikke stod og faldt med en enkelt healers indsats. En skål foran healer Kræftcellerne blev taget ud af deres varmeskab og anbragt i en skål foran healeren, der foretog healingen med en 'næsten' håndspålæggelse 10-30 cm over kræftcellerne i fra 10 til 50 minutter. Det hele blev nøje overvåget og registreret på video, fortæller Bobby Zachariae. »Men da vi undersøgte cellerne, var der ingen effekt på nogen af de tre parametre, vi anvendte. Min konklusion er derfor, at hvis healing har en virkning over for kræft, må det være på det psykologiske plan og ikke på det biologiske. Det er jo en væsentlig erkendelse, fordi healing i denne form ikke kun er lagt an på at skulle have en psykologisk effekt - altså det at nogen får det bedre af at blive taget hånd om af et andet menneske - men også at skulle kunne ændre på visse biologiske forhold. Men det kunne healing altså ikke i dette tilfælde«, fastslår Bobby Zachariae. Flere forsøg Han har i sin øvrige forskning bl.a. studeret sammenhængen mellem brystkræft og psyke og indflydelsen af hypnose og visualisering på immunforsvaret. Trods det negative resultat har Zachariae ikke droppet tanken om at teste healing videnskabeligt. Han skal i den kommende tid, sammen med Lars Højgaard, deltage i et forsøg med healing af patienter med ledegigt. Forsøget skal udføres på Parker-instituttet på Frederiksberg Hospital.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her