Næsten 2.000 danskere får om kort tid besked på, at de skal skynde sig på værksted. Det drejer sig mere nøjagtigt om 1.787 Saab-biler, der skal have skiftet tændingskassen. Alle benzinmodeller fra årene 2000, 2001 og 2002 lider af en defekt i tændingskassen, som skaber overophedning og kan få bilen til at gå i stå. Ingen brandfare »Der er ikke brandfare på grund af defekten. Bilen kan gå i stå som følge af overophedningen, eller der kan brede sig en ubehagelig lugt i kabinen. Men der går ikke ild i noget«, forsikrer informationschef hos General Motors i Danmark, Ole Poulsen. Ifølge Ole Poulsen har en del Saab-ejere allerede ringet til forhandlere rundt i landet for at høre, om deres bil skal kaldes tilbage. Ejerne af de problem-behæftede Saab-modeller får snarest muligt besked direkte fra forhandlerne, hvorefter værkstedet vil udskifte tændingskassen med en mere pålidelig udgave. En dyr fejl Det bliver en dyr fornøjelse for Saab og General Motors, som ejer bilmærket. Næsten 300.000 biler på verdensplan bliver tilbagekaldt, hvilket ifølge General Motors kan komme til at koste 600 millioner kroner. Det er den amerikanske trafiksikkerhedsmyndighed NHTSA, der har fundet fejlen efter en række uheld med tændingssystemet i de nævnte Saab-modeller.
Knap 2.000 danske Saab-biler tilbagekaldes
Lyt til artiklen