Minister vil nu offentliggøre tidligere lempelser

Lyt til artiklen

Under et brev til Institut for Menneskerettigheder ligger en papirbunke på 115 sider. I alt 19 bilag i et ministerielt omslag. Næstsidst i bunken ligger et notat på 9 sider: 'Om anvendelse af henholdsvis 24-års kravet og tilknytningskravet, navnlig hvor den herboende ægtefælle har en særlig erhvervsmæssig tilknytning til Danmark', hedder det. Praksisjustering Under punkt 7 af 8 fremgår det, at ministeriet ønsker en »praksisjustering«: »Ministeriet finder, at hensynet til det danske samfunds interesse i at fastholde herboende arbejdskraft, der er beskæftiget inden for områder omfattet af Positivlisten (for tiden it-specialister, ingeniører, vidensarbejdere inden for naturvidenskab og teknologi, læger og sygeplejersker), kan begrunde en mere generel fravigelse af 24-års kravet og af tilknytningskravet«. Papirbunken er fra 25. juli 2003. Notatet fra 26. maj samme år. Sendt som bilag Og punkt 7 i bilag nummer 18 af 19 udgør den samlede information, som regeringen har fundet anledning til at give om sin udvidelse af herboende udlændinges mulighed for at få en partner til Danmark. Brevet og bilagene blev sendt til Institut for Menneskerettigheder, fordi instituttet havde bedt om aktindsigt i praksis og generelle retningslinjer for administrationen af de danske familiesammenføringsregler. Sammen med notatet fra 26. maj lå 16 anonymiserede ansøgninger om familiesammenføring, hvor Udlændingestyrelsen havde givet afslag eller afvist klager. Borgere ført bag lyset Samme papirbunke fandt medlemmerne af Folketingets Integrationsudvalg i deres 'dueslag' på Christiansborg. Det er normal praksis, at ministre orienterer deres udvalg om administrative ændringer af betydning, men det er ikke ret normalt, at de skal finde ændringen på side 7 i et bilag mellem 18 andre. Ikke nævnt på hjemmeside På Integrationsministeriets hjemmeside står 24-års reglen og tilknytningskravet udførligt beskrevet - med undtagelse af dispensationsmulighederne i notatet fra 26. maj 2003. Udlændingestyrelsen har også undladt at nævne det på sin særlige hotline for unge under 24 år, hvor styrelsen rådgiver om familiesammenføringsreglerne. Og det er heller ikke omtalt i gennemgangen af reglerne i Udlændingestyrelsens nye årbog, som udkom i forgårs. R: Borgerne har ikke kendt derse ret »Der har været så lidt offentlig opmærksomhed, at man stærkt må betvivle retssikkerheden. Har borgerne haft mulighed for at kende deres ret? Svaret er nej. Det er stærkt kritisabelt. Og det hænger jo også sammen med at Folketinget ikke var orienteret«, siger den radikale leder Marianne Jelved: »Jeg ser gerne reglerne lempet, men det her nærmer sig til at føre hele offentligheden bag lyset«. Folketingsmedlemmer ikke ordentligt orienteret I går sagde integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) til Politiken: »Det er sendt ud efter alle kunstens regler. Selv i Institut for Menneskerettigheders udredning, som vi havde en stor forespørgselsdebat om i foråret står det nævnt«. Dertil siger Jelved: »Man kan læse det i en sætning midt inde i en redegørelse fra Institut for Menneskerettigheder, men det er jo ikke dér, man som medlem af Folketinget skal hente sin orientering«. I dag erkender ministeren, at det er uholdbart. »Praksisnotater skal fremover lægges ud på nettet«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her