Meddelelsen om at en dansk soldat er blevet dræbt i Irak er blevet modtaget med beklagelse fra alle sider i Folketinget. Soldaten mistede livet, da en bombe i vejkanten eksploderede netop som et dansk køretøj passerede. Soldater fra Jydske Dragonregiment Yderligere to soldater blev alvorligt kvæstet, mens én fik mindre skrammer. De to hårdt kvæstede meldes nu udenfor livsfare. De resterende fire soldater slap uden fysiske mén. Alle soldaterne kommer fra Panserinfanterikompagniet ved Jydske Dragonregiment, oplyser forsvaret. De to kvæstede bliver i øjeblikket behandlet på et britisk felthospital. »Mine tanker og min sympati går i denne tragiske situation først og fremmest til soldatens familie og til de to andre danske soldater, som blev hårdt såret i samme angreb«, siger Anders Fogh Rasmussen i en pressemeddelelse. Statsministeren slår fast, at angrebet ikke får konsekvenser for den danske indsats i Irak: »Terrorister må ikke få held til med disse afskyelige og feje handlinger at hindre fremskridt og skabe kaos i Irak. Regeringen agter derfor at videreføre sin politik i Irak«. Regeringen vil ikke sætte en dato på en dansk tilbagetrækning fra Irak. Thorning-Schmidt: Fremragende dansk indsats Socialdemokraterne ønsker derimod at trække soldaterne hjem til sommer. »Det gør mig meget ked af det, at der er en dansk soldat, som er blevet dræbt og to, der er blevet hårdt kvæstet. Jeg tænker først og fremmest på de pågældendes familier og på deres kolleger, der er tilbage i Irak. De danske soldater gør en fremragende indsats for Danmark i Irak«, siger Helle Thorning-Schmidt ifølge Ritzau. Hun slår samtidig fast, at angrebet ikke flytter ved Socialdemokraternes holdning til den danske indsats i Irak. SF´s formand Villy Søvndal mener, at de danske soldater bør trækkes hjem »så hurtigt som muligt«: »Jeg synes, at det bliver stadigt sværere at se, hvordan vi kommer ud af det morads på en god måde. Vi bør overveje, hvor lang tid vi skal blive ved med noget, der bidrager til at øge spændingerne i stedet for at løse problemerne i Irak«. Opfordring til Fogh Enhedslistens forsvars og udenrigspolitiske ordfører, Frank Aaen siger til Ritzau, at angrebet bør få regeringen til at ændre sin Irak-politik. »Det er en tragedie, og vi sender selvfølgelig vores dybeste medfølelse til de efterladte og til den dræbtes kolleger. Men når det er sagt, bør det også siges, at det her altså desværre er dagligdag i Irak«, siger Frank Aaen, der understreger, at han godt er klar over, at en dansk tilbagetrækning ikke vil skabe øjeblikkelig fred i området: »Men det ville være det første skridt. Det her bør få den danske regering til at overveje sin politik i Irak«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Noa Redington
Kronik af Knud Peder Jensen
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Det føles mærkeligt at grine her. Og det viser, hvor stort hans talent er




























