Flere selvmordsforsøg i fængslerne

Antallet af selvmordsforsøg i de danske fængsler er steget markant. Her en celle i Vestre Fængsel. - Arkivfoto: Martin Lehmann
Antallet af selvmordsforsøg i de danske fængsler er steget markant. Her en celle i Vestre Fængsel. - Arkivfoto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Mens antallet af selvmord i fængslerne har været nogenlunde konstant siden 2000, er antallet af selvmordsforsøg i samme periode steget markant. Det fremgår af en opgørelse fra Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Han bliver løbende underrettet om og undersøger alle selvmord og selvmordsforsøg begået i fængslerne. Sidste år landede 67 selvmords- og selvmordsforsøgssager på Ombudsmandens bord, mod 37 i 2003 og 40 i 2002. I år har tallet allerede passeret 44. Flere fanger på samme plads Udviklingen kommer bag på Kim Østerbye, der er formand for Dansk Fængselsforbund. Men han har et par bud på, hvad forklaringen kan være. »Vi putter flere fanger ind på den samme plads, og der er det samme antal ansatte. Det slider på alle, og der er mindre tid til de enkelte fanger. Derfor er jeg sikker på, at noget af stigningen skyldes den konstante overbelægning i fængslerne«, siger Kim Østerbye. Desuden mener han, at fængslerne er blevet bedre til at registrere selvmordsforsøg. Tallene skal korrigeres I kriminalforsorgen har man ingen undersøgelser, der kan forklare stigningen. Men direktør William Rentzmann sår tvivl om, hvorvidt tallene er helt så store, som Ombudsmandens opgørelse viser. Han fortæller, at nogle gange bliver en hændelse kategoriseret som et selvmordsforsøg i kriminalforsorgen for så senere at blive nedklassificeret til det, man kalder for selvbeskadigelse. Denne rapporteres imidlertid ikke videre til Ombudsmanden. Op af bakke Men under alle omstændigheder er der sket en stigning i antallet af selvmordsforsøg. Sidste år registrerede kriminalforsorgen således 46 rene selvmordsforsøg samt et ukendt antal selvmord, der først bliver offentliggjort om et par uger. Det er en stigning på syv selvmordsforsøg i forhold til året før. »Det går jo op af bakke«, siger William Rentzmann. »Men i øjeblikket sidder der 700 flere fanger i fængslerne end sidste år. Alene det betyder flere selvmordsforsøg og selvmord«, tilføjer han. I Danmark er forbrydelser de senere år blevet straffet med længere og hårdere domme end tidligere, og det har ført til overfyldte fængsler. Nogle steder har man inddraget besøgsrummene til celler og derfor skåret i besøgene til fangerne. OverbelægningHvor stor betydning har overbelægningen i fængslerne for stigningen i antallet af selvmordsforsøg?

»Jeg kan jo ikke udelukke, at det er en medvirkende årsag. Men det er et rent gæt«, siger William Rentzmann. Direktøren ved heller ikke, om selvmordene især sker blandt de retspsykiatriske fanger, som opholder sig i fængslerne, mens de venter på pladser på et sygehus. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Espersen, men gennem sin pressetalsmand meddelte hun, at hun vil bede kriminalforsorgen undersøge, hvorfor tallet er steget, og om der er mulighed for at sætte ind over for særligt udsatte grupper. Politiken beskrev sidste søndag, hvordan en 30-årig mand begik selvmord i Anstalten ved Herstedvester i starten af juli måned. Forinden havde fængslet ni gange forgæves forsøgt at få flyttet manden ud af fængslet og ind på Sct. Hans Hospital ved Roskilde, fordi de mente, at han »tydeligvis var psykotisk«. Den sag har vakt Ombudsmandens interesse, oplyser inspektionschef Lennart Frandsen. »Det forhold, at den pågældende ikke blev flyttet, vil være en del af selvmordsundersøgelsen«, siger Lennart Frandsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her