En mistænkelig kuffert, som ingen vil kendes ved, lammer lige nu togtrafikken på kystbanen mellem Klampenborg og Hellerup. »Kufferten er mistænkelig, fordi ingen vil kendes ved den. Men vi håber, at mistanken bliver afkræftet«, siger vicekriminalinspektør ved Gentofte Politi Niels Jørgen Møller, som fortæller, at bombefolk er blevet tilkaldt. Ingen meldte sig som ejermanden til en kuffert i et Øresundstog på Klampenborg Station, og politiet valgte derfor kort før middag at få alle passagerer evakueret og afspærrede stationen. Bombefolk er tilkaldt Alle tog på Kystbanen mellem Københavns Hovedbanegård og Skodsborg er indstillet, oplyser Banestyrelsen på deres hjemmeside, og man vil forsøge at indsætte busser mellem Hellerup og Rungsted Kyst. Tilsyneladende er det en efterladt kuffert i bagagerummet i toget, der holder i Spor 1, der har forårsaget balladen.
Kystbanen lammet efter bombealarm
Lyt til artiklen