Statsadvokat Lise-Lotte Nilas er gået i tænkeboks, efter at en forsvarer i et nævningeting i Østre Landsret i dag lod sin klient bladre i den mappe, der blandt andet indeholder navnet på et hemmeligt vidne. »Det er meget, meget beklageligt«, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas til Ritzau. I sagen mod fire Bandidos-rockere har retten forbudt forsvarerne at informere de tiltalte om et centralt vidnes navn. Men i formiddag blev det i landsretten afsløret, at advokat Steen Moesgaard alligevel havde ladet sin klient kigge i en mappe, hvor navnet var opført. »Jeg vil vurdere, hvad det kan give anledning til, når jeg har fået et referat af, hvad der er sket«, siger Lise-Lotte Nilas. Forsvarer med røde ører Forsvareren, Steen Moesgaard, har højrøde ører. »Jeg står her og træder mig selv over tæerne. Jeg skal være den første til at beklage, at jeg ikke var hurtig nok til at flytte mappen«, sagde han efter retsmødet. Mappen indeholdt udskrift af de fem rumaflytninger, som politiet har gennemført, mens det hemmelige vidne afsonede i arresten i Svendborg sammen med en af de nu fire tiltalte. 'Han har ikke set navnet' Mappens indhold var bortset fra vidnets identitet ikke hemmelig for de anklagede. »Men jeg har kigget på de sider, som min klient kan have nået at se, og jeg er overbevist om, at han ikke har set navnet«, sagde Steen Moesgaard. Så sent som i sidste uge afviste Højesteret at ophæve pålægget til forsvarerne om, at de ikke måtte informere deres klienter om vidnets identitet. Selv om Steen Moesgaard erkender, at han var skyld i bommerten, så mener han dog også, at risikoen for utilsigtet offentliggørelse af et hemmeligt vidne kan minimeres, hvis anklagemyndigheden sørger for, at navnet slet ikke står i de mapper med sagsakter, som forsvarerne får udleveret. Afhørt i tre timer Risikoen for en lækage var ikke et tema i selve afhøringen af manden, der blot er omtalt som 'Vidne nr. 2'. Han blev afhørt i det meste af tre timer, mens de tiltalte sad i et andet rum og hørte på. Ifølge advokat Bjørn Elmquist, der er forsvarer for en af de tiltalte, fortalte vidnet, at han havde hørt en af de fire rockere fortælle, at nogen var sendt af sted for at overfalde fængselsinspektør Jens Tolstrup, og at en fængselsansat skulle påkøres. Og da det sidste forhold ikke lykkedes, fordi manden nåede at springe til side, skulle de i stedet tage til Flensborg og begå et røveri. Det er netop de to overfald og røveriet, som er de tungeste punkter i anklageskriftet mod kvartetten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Jes Stein Pedersen



























