Det er ikke nemt at være Indre Mission i en tid med præster som Thorkild Grosbøll og biskopper, der velsigner homoseksuelle i kirken. Alligevel vælger Indre Mission at blive inden for folkekirkens rammer, meddelte den kirkelige forenings hovedbestyrelse mandag. Til gengæld vil den tillade, at dens præster melder sig ud og tilslutter sig frikirker, der har et evangelisk-luthersk grundlag. Hård debat Beslutningen kommer efter interne oprør i Indre Mission, hvor bølgerne til tider er gået højt over netop de to sager. Dele af missionsforeningen har længe krævet, at man river sig løs fra, hvad de ser som en alt for rummelig folkekirke. De ønsker i stedet at danne en frimenighed eller en frikirke. Det har hovedbestyrelsen nu afvist efter et større udredningsarbejde, der blandt andet har haft til hensigt at afklare, hvorvidt Indre Missions ledere, forkyndere og ansatte kan melde sig individuelt ud af folkekirken, men stadig fortsætte i Indre Mission. Åndskampen Det kan de, fastslås det i udredningen. Det står desuden fast, at hovedbestyrelsen deler kritikernes bekymring, om end den kommer til en anden konklusion. »Situationen er alvorlig. Vi ser det som en åndskamp - en kamp for det åndelige liv. Særlig to aktuelle forhold har kastet lys på folkekirkens læremæssige krise. Grosbøllsagen og sagen om kirkelig velsignelse af homoseksuelles samliv«, hedder det i dokumentet. Bekymring over biskopper I udredningsarbejdet udtrykkes særlig bekymring over den halvdel af biskopperne, som går ind for at velsigne homoseksuelle parforhold i kirken. De vejleder i åben strid med Guds ord, mener hovedbestyrelsen. »Det er en ulykke for vor kirke og svækker kirkens troværdighed i vort folk«. Udredningen slår dog fast, at det fortsat er muligt for en præst i Indre Mission at stå under enhver biskops tilsyn uden derved selv at synde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























