Lærerne vil på universitetsniveau

Undervisningsminister Bertel Haarder blev mødt med både grin og protester, da han talte på Danmarks Lærerforenings kongres.   Foto: Martin Lehmann
Undervisningsminister Bertel Haarder blev mødt med både grin og protester, da han talte på Danmarks Lærerforenings kongres. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Kort før at formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, tirsdag åbnede lærernes kongres, ilede to kvinder ud på toilettet. Med let røde kinder iførte de sig sorte T-shirts og slog hurtigt jakkerne sammen om de hvide bogstavers budskab. Kritik af ministeren Flankeret af et limefarvet logo med ordene 'Folkeskolen er fuld af værdier' gik Anders Bondo Christensen øjeblikket efter på talerstolen iført lys, strøget skjorte og en nærmest utæmmelig veloplagthed. Han var ikke nået langt i sin beretning, før det var klart, at han havde salen i sin hule hånd. Og han gik til den. Og hårdt til undervisningsministeren. Det kan nås endnu »Det er aldrig for sent at forbedre sit standpunkt, Bertel! Forligspartierne har jo selv vist vejen. 'Klare mål' blev sendt på lossepladsen, inden lærerne nåede at læse dem. Og naturfagsprøven blev i sidste uge skrottet, inden den var afholdt for første gang. Normalt opfordrer vi ikke til den slags hovsaløsninger, men vi vil gøre en undtagelse: Drop ideen med de obligatoriske test«, sagde Anders Bondo Christensen, der ønsker, at læreren vurderer, hvilke test der er relevante. Formanden mente, at fremtidens udfordring med at nedbringe antallet af dårlige læsere sagtens kunne løses uden test: »Lad os lave en aftale om, at vi i løbet af fem år halverer antallet af dårlige læsere. Men lad os bruge millionerne og de menneskelige resurser på at sikre, at der er læsevejledere, et kvalificeret tilbud til ordblinde elever og et bredt udbud af spændende bøger på skolebiblioteket«, lød opfordringen. Ikke nok at tale om linjefag Han fastslog, at hvis tidens politiske udsagn om at styrke læreruddannelsen skal føres ud i livet, er det ikke nok at tale om linjefag. Så skal alle lærere have forudsætninger til tosprogede elever og sikres indsigt i læseprocesser: »Læreruddannelsen bør derfor være på universitetsniveau og udvides til et femårigt forløb, men den skal forblive på seminarierne«, foreslår Anders Bondo Christensen, der først er på valg i 2007. Som en anden væsentlig opgave nævnte han at blive fri for katastrofebillederne af folkeskolen og udtalelser som »midt i al begrædeligheden«. Bondo havde ikke fuldendt sætningen, før en massiv klapsalve gjaldede gennem salen. Ingen spøgelser Da formandens beretning var færdig få minutter efter, bragede bifaldet igen. Og kongresdeltagerne blev ved. De første, der rejste sig op, var iført sorte T-shirts med påskriften 'Bekendelse: Vi tror på folkeskolen'. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) overtog talerstolen og understregede, at Anders Bondo Christensen ikke ydede fuld retfærdighed for den politiske indsats, der ydes. »Men der er ingen grund til at se spøgelser. Der er ingen spøgelser, Anders«, sagde Bertel Haarder, der blev ked af den måde, prøverne blev nedgjort på. 'Diagnostiske prøver' Ministeren uddybede: »De nationale prøver, som desværre hedder test, er diagnostiske prøver. De har været brugt i årtier. De gør ikke ondt og er ikke noget, eleverne bliver kede af. De gør lærerne mere bevidst om elevernes stærke og svage punkter. Testene skal bruges, og det bliver ikke en ulykkens dag. Men en dag, hvor man arbejder med noget fagligt relevant«. Der gik et kort øjeblik, før Bertel Haarder opfangede, hvorfor der var både protester og grin fra salen. Og skyndte sig at tilføje: » Også den dag er fagligt relevant«. Ministeren var synligt på udebane. Men holdt fast i et ønske om samarbejde med lærerne og opfordrede til, at de indstillede »deres kampagne mod testene«, der er en del af det nye skoleforlig: »Min dør er åben«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her