Sagen mod Annemette Hommel og fire militærpolitibetjente for at have brugt for grove afhøringsmetoder udviklede sig tirsdag til en form for juridisk lerdueskydning: Forsvarer Ebbe Mogensen forsøgte med sine vidner at underminere troværdigheden hos de tolke, som anmeldte sagen, og som er anklagerens hovedvidner. Anklageren på sin side forsøgte at slå skår i de førte vidners troværdighed. Stemplet som uegnet Tydeligst var det, da den daværende chef for efterretningssektionen i Camp Eden blev afhørt. Han uddybede en mail, hvori han nærmest stemplede tolken Nadja som uegnet til sit arbejde. På anklagerens spørgsmål indrømmede han, at han få dage senere i en personalebedømmelse fandt Nadja egnet på alle områder. Major Carl Bengt fortalte, at der fra første færd i efterretningssektionen havde været problemer med Nadja. Hun og cheftolken var kommet på kant, men han mente, at det var cheftolkens opgave at løse problemerne, da hun var ny og havde brug for al den støtte, hun kunne få. Siden ændrede han holdning. I en mail til sin overordnede beskrev han tolken som nærmest ubrugelig. Tolk overtolkede Ifølge majoren var hun et udspekuleret og snu medlem af menneskeracen, hun overtolkede og lagde sin egen mening ind i oversættelser. En soldat henvendte sig til ham og fortalte, at Nadja havde været involveret i det palæstinensiske miljø, mens hun læste på Odense Universitet. Så var det anklagerens tur. Det viste sig, at soldaten, der fortalte om Nadjas opførsel på universitetet, var fra militærpolitiet. Flere militærbetjente har fået indskærpet deres vidnepligt i retten på grund af påfaldende dårlig hukommelse, når de skulle vidne mod deres fire kolleger. Anklager borede Endelig læste anklageren en personelbedømmelse op, som Carl Bengt havde lavet 2. februar sidste år - mindre end en uge efter at han havde skrevet den omtalte mail. I samtlige forhold, der var til bedømmelse, blev tolken godkendt. Det gjaldt blandt andet hendes energi, selvstændighed, dømmekraft, analytiske evner, ansvarsfølelse, passende optræden, fællesskabsforståelse og meget mere. Anklageren undrede sig over, at man den ene uge kunne være så utilfreds med en tolk, at man ville have hende hjemsendt, for den næste uge at godkende hende i en personelbedømmelse. Retssagen fortsætter 17. oktober.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























