To kriminalbetjente skjulte oplysninger fra et vidne, da de efterforskede en stor røverisag i Jylland. Vidnets oplysninger kunne give et alibi til en af de mistænkte i sagen, men betjentene skrev aldrig en rapport om afhøringen. Vidnet hævdede, at den mistænkte trænede i et fitness-center på tidspunktet for røveriet, men den oplysning fik hverken mandens forsvarer eller dommeren, da der blev holdt grundlovsforhør. Retsmødet endte med, at manden blev varetægtsfængslet. Efter et par dage blev han dog løsladt af Vestre Landsret. Forløbet har fået konsekvenser for kriminalassistenterne. Begge har fået kritik af rigsadvokat Henning Fode. Ingen rapport Sagen landede på hans bord, fordi statsadvokaten indledte en intern undersøgelse, da han opdagede, at der var foretaget en afhøring, som politiet ikke havde skrevet rapport om. Statsadvokaten stillede skarpt på den lokale anklager og overvejede endda på et tidspunkt at rejse en straffesag mod hende for pligtforsømmelse. Det er anklagernes forening, Politifuldmægtigforeningen, der har besluttet at omtale undersøgelsen i sin årsberetning til skræk og advarsel for de mange politijurister, der torsdag og fredag holder generalforsamling i Nyborg. Frygt for vidnets sikkerhed »Min konklusion er, at man skal passe på. Man skal være meget omhyggelig med at påse, at de formelle regler bliver overholdt. Hvis det ikke er tilfældet, risikerer man at få ørerne i maskinen«, siger vicepolitimester Troels Jensen, der er formand for foreningen. Ifølge retsplejeloven har politiet pligt til at udfærdige rapporter om de afhøringer, der foretages, men alligevel lod kriminalassistenterne være. De frygtede for vidnets sikkerhed, lød begrundelsen. Imidlertid har først statsadvokaten og senest rigsadvokaten slået fast, at politiet burde have fremlagt oplysningen om det mulige alibi. Anklager på glatis Den manglende rapport bragte også anklagemyndigheden på glatis. Anklagemyndigheden skal nemlig kontrollere politiets efterforskning, men opgaven bliver umulig, hvis politiet hemmeligholder oplysninger, påpeger rigsadvokat Henning Fode. Det er en 'afgørende forudsætning for anklagemyndighedens løbende legalitetskontrol med politikredsens staraffesagsbehandling, at politiets efterforskningsmateriale i en straffesag er korrekt og fyldestgørende', skriver rigsadvokaten i sin vurdering af forløbet. At noget materiale fra efterforskningen - en udskrift fra fitness-centeret - forsvandt i papirbunkerne på politistationen, får også kritiske ord med på vejen. Rigsadvokaten har givet politimesteren besked om, at bortkomsten er 'meget beklagelig'. Desuden er der et hip til kriminalbetjentenes chef. Kriminalinspektøren svigtede sit tilsyn med efterforskningen. I strid med loven Derimod undgår den lokale anklager, som altså en overgang risikerede at blive tiltalt i en straffesag, kritik. Det er ikke bevist, at anklageren havde oplysningerne om det mulige alibi inden grundlovsforhøret, konkluderer rigsadvokaten. I øvrigt fastslår Politifuldmægtigforeningen om de to kriminalassistenter, at det utvivlsomt var en fejl og i strid med retsplejeloven, at der ikke blev lavet en rapport. Det var forkert, at forsvareren ikke på et tidspunkt fik oplysningen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























