Ulande betaler dansk tsunaminødhjælp

- Foto: Jacob Ehrbahn
- Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Sri Lanka kommer selv til at betale for en del af den nødhjælp, landet modtog af Danmark efter tsunamikatastrofen i december sidste år. Det sker i forbindelse med, at regeringen nu igen vil bevilge flere penge, 106 millioner kroner, til katastrofehjælp i ulandene. Kassen til katastrofehjælp blev voldsomt drænet på grund af tsunamien. Så den oprindelige bevilling slap op for cirka en måned siden, hvorfor regeringen fyldte yderligere 44 millioner kroner i kassen. 'Uforbrugte midler' Dengang blev pengene skaffet ved, at regeringen overførte 'uforbrugte midler' fra ulandsbistanden til Bolivia. Samme metode bruger regeringen i denne omgang, hvor de 106 millioner kroner stykkes sammen ved, at der tages 25 millioner uforbrugte kroner fra Bolivia, 30 millioner uforbrugte kroner fra Kenya og endelig 13 millioner uforbrugte bistandskroner fra Sri Lanka. Dertil kommer, at regeringen, i modsætning til for en måned siden, nu også vil tilføre helt nye midler til katastrofekassen, nemlig 38 millioner kroner. Dermed stiger den samlede danske ulandsbistand reelt for første gang, siden VK-regeringen tiltrådte i 2001. Kritik af Fogh Alligevel beskylder oppositionen regeringen for at snyde på vægten. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde nemlig i begyndelsen af januar, at pengene til tsunamiofrene ikke ville blive taget fra nødlidende i Afrika eller andre steder. Men det er, mener formanden for udenrigsudvalget, Steen Gade (SF), præcis det, der sker nu - også selv om der er tale om at overflytte 'uforbrugte midler' fra ulandsbistanden til katastrofehjælpen. »Det er, hvad jeg vil kalde et prokuratorkneb. Snyd. Der var ingen tvivl om, at statsministeren dengang lovede, at hvis der skulle bevilges flere penge til katastrofehjælp, ville alle pengene være ekstra penge og ikke penge, der stammer fra den nuværende ulandbistand«, siger Steen Gade. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) understreger, at oven i hjælpen til tsunamiofrene vil der med tilførslen af 150 millioner være bevilget lige så meget katastrofehjælp som sidste år. »Med hensyn til de uforbrugte midler fra Sri Lanka så stammer de fra et genopbygningsprojekt, som ikke er blevet til noget, fordi fredsprocessen er gået i stå. Hvis projektet kommer i gang senere, vil pengene også være der«, siger Ulla Tørnæs.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her