Kirkens folk skal tro mere

Lyt til artiklen

Det er længe siden, kirkens fromme mænd og kvinder har smilet så mildt i selskab med en kirkeminister, som de gjorde i går. Humøret hos Danmarks biskopper var i top efter deres møde med Bertel Haarder. Det skyldtes, at ministeren nu lægger op til at skærpe kravene til menighedsrådsmedlemmer efter anmodning fra bispekollegiet. Ønsket kommer, efter at Højesteret i sidste uge afviste, at folkekirken kunne ekskludere kirketjener og menighedsrådsmedlem Steen Ribers, fordi han tror på reinkarnation. Loyalitet tilbage »Jeg er jo kirkens tjener«, sagde Haarder, mens biskopperne blev endnu mildere i blikket. Kirkeministeren viste sig positiv over for at genindføre de lovfæstede loyalitetskrav til menighedsrådsmedlemmer, som blev fjernet i 1992. Indtil da var det et krav, at menighedsrådsmedlemmer ikke »åbenlyst måtte fornægte kristentroen eller stille sig i afgjort modsætning til folkekirken«. Ifølge Haarder er det nok en god ide at vende tilbage til lignende krav. »Reglen blev fjernet ved et uheld - eller hvad ved jeg - og den kunne man vende tilbage til. Det ville ikke være særlig dramatisk at få den samme retstilstand, som der var i 1980'erne«, sagde Haarder og erklærede, at de krav kan han godt leve med. Næste skridt er at bære forslaget tilbage til partiernes kirkepolitiske ordførere. Tilfredse biskopper »Og dér håber jeg på et bredt flertal«, sagde ministeren, der også oplyste, at han med bisperne ligeledes drøftede at skærpe loyalitetskravene til kirkens ansatte, altså organister, kirketjenere og øvrige personale. Blandt biskopperne var der stor tilfredshed med mødets udfald. »Ribers-sagen har tvunget os til at gøre noget for at forsvare folkekirken. Det er helt principielt. I dag har vi haft et godt møde, og jeg er tryg«, sagde Københavns biskop, Erik Norman Svendsen. Bertel Haarder har allerede indkaldt de kirkepolitiske ordførere til møde i næste måned, hvor det vil vise sig, om han kan få flertal for sit forslag. Hans egen partifælle Birthe Rønn Hornbech vil afvente mødet, før hun udtaler sig, men i Dansk Folkeparti er Jesper Langballe positivt stemt over for at stille ekstra krav til menighedsrådsmedlemmer. DF: Helt i orden »Det har jeg ingen betænkeligheder ved. Højesteret har jo fastslået, at man ikke kan smide almindelige medlemmer ud af folkekirken, og det er godt. Men tilbage står, at der er behov for at forpligte menighedsrådsmedlemmer på den evangelisk-lutherske lære, og hvis de direkte taler imod den ved at prædike reinkarnation, så kan de ikke blive ved med at være menighedsrådsmedlemmer«, siger han. Socialdemokraternes ordfører, Karen Klint, er straks mere betænkelig ved udsigten til en lovændring. »Jeg er meget beklemt ved, hvis vi skal have gejstligheden eller Folketinget til at gøre sig til dommer over trosniveauet for menighedsrådsmedlemmer, for det gør vi jo ikke engang for præster. Selvfølgelig skal man være medlem og loyal over for folkekirken, men det må være stillerne, der afgør, om en kandidat til et menighedsråd skal op til eksamen. Menighedsråd er demokratisk valgte, og dem skal staten blande sig uden om«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her