Nyt angreb på dansk vandplan

Den samlede regning for EU's direktiver om rent vand kan blive et tocifret milliardbeløb. -Arkivfoto: Borberg Thomas!
Den samlede regning for EU's direktiver om rent vand kan blive et tocifret milliardbeløb. -Arkivfoto: Borberg Thomas!
Lyt til artiklen

Danmark risikerer ikke blot, at vandet i fremtidens vandløb, søer og fjorde fortsat er grumset og fattigt på dyre- og planteliv. Vi risikerer også en sag i EU-systemet. Eksperter i EU-jura og miljø vurderer, at et udkast til bekendtgørelse, som Miljøstyrelsen netop har sendt i høring om gennemførelse af Vandrammedirektivet, strider mod EU-retten. »Udkastet til bekendtgørelse bærer præg af holdningen 'vi behøver ikke at ændre så meget'. Der er ikke tilstrækkelig respekt for direktivets minimumskrav til definitioner og kriterier«, siger Ellen Margrethe Basse, professor i miljøret på Aarhus Universitet. Hun bakkes op af professor i miljøret på Landbohøjskolen Helle Tegner Anker. Tocifret milliardregning Politiken beskrev mandag, at udsigten til en tocifret milliardregning har fået regeringen til at drosle ned på ambitionerne for genopretning af naturen i vandområder. Oprindelig havde en ekspertgruppe under Miljøministeriet, som krævet i EU's Vandrammedirektiv, fastsat objektive mål for »god økologisk tilstand« i vandløb, søer og fjorde. Men da de mål ville blive meget dyre at leve op til, valgte regeringen i første omgang at nøjes med amternes gamle, subjektive mål. Her tages mange steder hensyn til bebyggelse, gamle industrilossepladser og intensivt landbrug. Danmark forsinket Det fik Danmarks Naturfredningsforening til at bruge ord som »skandale«, og foreningen fik opbakning fra de danske vandværker og miljøeksperter. Fremgangsmåden har også været med til at skabe flere juridiske problemer med gennemførelsen. Danmark er i forvejen forsinket med Vandrammedirektivet og skal snarest muligt aflevere en indledende analyse til EU-kommissionen. Blandt andet med en 'risikovurdering' af mulighederne for at opnå »god økologisk tilstand» i vandet. Miljøstyrelsen afviser kritikken Men i den bekendtgørelse om analysen, der er sendt i høring, bruger Miljøstyrelsen ikke objektive mål for »god økologisk tilstand«. Og styrelsen lægger ikke op til at vurdere, hvor man skal gøre en større indsats for at reducere forureningen eller for at styrke overvågningen. »Vandrammedirektivet forudsætter klart en vurdering i forhold til målet om god økologisk kvalitet. Og den afspejles ikke nødvendigvis af de regionale målsætninger«, siger professor Helle Tegner Anker. Eksperternes kritik er opmuntrende for Danmarks Sportsfiskerforbund, der sammen med Danmarks Naturfredningsforening var blandt de første, der fik øje på, hvad de kalder regeringens juridiske fiksfakserier. »Vi vil nu rejse sagen om regeringens udhuling af Vandrammedirektivet over for EU-kommissionen«, siger Verner W. Hansen, sportsfiskernes formand. Miljøstyrelsen mener ikke, at der er noget at komme efter. Kontorchef i styrelsen Tony Christensen peger i en skriftlig udtalelse på, at EU først definerer de endelige miljømål i 2006. Styrelsen mener, at Danmark godt kan tage udgangspunkt i amternes gamle målsætninger og afviser, at der skulle være mangler i risikovurderingen. Miljøstyrelsen afviser også eksperternes og organisationernes anklager om mangler i den indledende analyses økonomiske del. SF og Socialdemokraterne vil have kulegravet sagen og opfordrer miljøminister Connie Hedegaard (K) til at få statens advokat, Kammeradvokaten, til at granske bekendtgørelsen. Andre EU-lande har også problemer med at leve op til tidsfrister og jura. Men for eksempel den tyske delstat Slesvig-Holsten har afleveret, hvad EU kræver.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her