Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) forsøg på at skabe ro om regeringens sociale profil ved at undsige socialministeren har blot øget uroen.
Flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe taler nu statsministeren midt imod og kræver en mere liberal linje.
»Hvis vi skal jagte lighed, er der kun én måde at gøre det på, nemlig at øge boligskatterne. Det er nemlig dem, der er årsag til den større ulighed, og vi har ikke tænkt at røre boligskatterne«, siger Venstres finansordfører, Peter Christensen. Medvind til Kjer Hansen
Dermed blæser han massiv medvind til socialminister Eva Kjer Hansen (V), som har påkaldt sig statsministerens vrede ved at tale om den stigende ulighed som en dynamo i samfundet.
Statsministeren forsøgte ellers at lukke debatten og tage ordene ud af munden på socialminister Eva Kjer Hansen (V).
»Det er ikke et mål at skabe større ulighed i samfundet. Det skaber efter min mening ikke mere dynamik. Målet er, at det altid kan betale sig at arbejde, og at de svageste i samfundet har det godt«, sagde Anders Fogh Rasmussen tirsdag.
Men flere folketingsmedlemmer erklærer sig enige med socialministeren.
»Vi vil gøre op med ligemageri. Hvis samfundet sørger for total lighed, betyder det en ligegyldighed over for det at gøre sig umage«, siger kommunalordfører Leif Mikkelsen. Godt for skattekassen
Folketingsmedlem Tina Nedergaard (V) ser også en række fordele ved et samfund med uligheder:
»Det skæpper godt i skattekassen, at nogle klarer sig rigtig godt, og det giver os råd til at gøre det bedre for de svageste«, siger hun og understreger, at hun ikke går ind for at tage noget fra de dårligst stillede.
Også Venstres Ungdom (VU) vender sig mod statsministeren.
»Vi er klart på Eva Kjer Hansens side. Danmark er et af de mest lige samfund i verden, og det ville kun være godt, hvis der var lidt mere at stræbe efter. Jeg synes, Fogh slår ministeren med janteloven, og det burde han ikke«, siger VU-formand Karsten Lauritzen.
Helt ind i regeringskontorerne støttes socialministerens tankegang. Skatteminister Kristian Jensen (V) sagde for et par måneder siden til Weekendavisen:
»Vi må gøre op med det dogme, at øget ulighed nødvendigvis er et problem«, sagde han.
Skatteministeren ønsker ikke at blande sig i den aktuelle debat og uddybe sit synspunkt. Fogh afviser kritik
Fra samtlige partier i Folketinget lyder der kritik af Eva Kjer Hansen - SF vil ligefrem fremsætte et mistillidsvotum. Dansk Folkeparti er tilfreds med, at statsministeren har skåret igennem.
Anders Fogh Rasmussen gør klart, at de kritiske V-folketingsmedlemmer godt kan pakke sammen.
»Det, der er partiets politik, er det, jeg har sagt. Ikke blot i dag, men også på landsmødet for et års tid siden, hvor jeg gjorde meget ud af det her punkt. Så det er sådan, det er«. Så hvis de mener, at øget ulighed kan skabe mere dynamik, så har de taget fejl af Venstres politik?
»Ja, det må man sige«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























