Det kommende kommunalvalg ventes at blive det dyreste nogensinde. Specielt i landets største byer satser partierne millioner af kroner på, at deres spidskandidat vil få hængt borgmesterkæden om halsen efter valget den 15. november. Professionelle kampagner Allerede nu har Socialdemokraterne i Århus indsamlet et beløb, der svarer til prisen for hele den lokale S-valgkamp i Århus i 2001. Valgkampen i København ventes også at slå alle rekorder. Overborgmesterkandidaterne Ritt Bjerregaard (S) og Søren Pind (V) kommer formodentlig til at bruge i omegnen af fire millioner kroner i løbet af de intense kampagner i hovedstaden. Kommunesammenlægningerne betyder tilmed, at valgkampene bliver intensiveret over hele landet. »Kampagnerne vil blive mere professionelle. Flere vil få råd til at købe sig til professionel ekspertise til at udforme valgkampsmaterialer«, siger kommunalforsker Roger Buch, der er lektor på Danmarks Journalisthøjskole.
Dyreste kommunalvalgkamp nogensinde
Lyt til artiklen