Det er en erfaren advokat fra Sacramento i Californien, der netop har været på besøg i Danmark. I mere end 30 år har Rodney A. Klein ført sager for patienter, der er blevet syge af lægemidler, som egentlig skulle hjælpe dem mod sygdomme. Han startede med at skaffe erstatninger til kvinder, der havde fået blodpropper af p-piller. Senere førte han sager for danske kvinder, der havde fået varige men af at bruge den amerikanskproducerede spiral Dalcon Shield. Og da han ankom til København for at møde sin danske samarbejdspartner, advokat Anders Boelskifte, havde han en lille pose penge med i erstatning til 10 danske kvinder, der havde taget skade af at få indopereret silikone i brystet. Denne gang samler Rodney Klein sager fra danske patienter, der fra 2000 til 2004 tog gigtpillen Vioxx i den tro, at det var det sikreste smertestillende middel, de kunne få. Men som fik en blodprop eller andre alvorlige hjerteproblemer. »Jeg tror let, vi kan få 200 patienter fra Danmark, som vi kan føre sag for«, forklarer Rodney Klein i mødeværelset på Boelskiftes advokatkontor på Frederiksberg. Milliardsmæk i Texas I de seneste måneder har næsten 150 danske Vioxx-patienter henvendt sig til Anders Boelskifte, som formidler sagerne videre til sin kollega i Sacramento. I den første sag ved en amerikansk domstol fik enken efter en mand, der døde af et hjertetilfælde efter at have taget Vioxx, tilkendt en erstatning på 150 millioner kroner. Mens firmaet bag pillen, Merck & Co., derudover fik en bøde på 1,4 milliarder kroner. Men allerede i denne måned indledes de næste af de omkring 5.000 retssager mod Merck, som Vioxx-patienter har anlagt i USA. »Den første sag var en katastrofe for Merck. Nu vil de prøve en 4-5 sager, og hvis de får samme resultat, må selskabet af hensyn til aktionærerne gå ind og lave en samlet løsning for sagerne«, siger Rodney Klein. Den første Vioxx-sag blev ført i Texas. Den næste skal føres i New Jersey, hvor de danske sager også vil skulle føres, da det er her, Merck & Co. har hovedsæde. Rodney Klein venter, at juryen her vil være mere indstillet på at beskytte end på at straffe virksomheden. Omvendt var sagen i Texas på forhånd udset til at være en af de svære sager at vinde »Mit generelle indtryk er, at de danske sager er meget stærke sager«. Undlod at oplyse Merck blev i Texas dømt til at betale erstatning, fordi firmaet havde markedsført Vioxx som et middel uden den risiko for mavesår, som de gamle traditionelle gigtmidler har. Men firmaet undlod i markedsføringen at oplyse, at forsøg allerede i 2000 havde vist, at Vioxx-patienter havde fem gange så stor risiko for at få blodpropper som patienter, der tog de gamle midler. Det indbragte selskabet en skarp påtale fra den amerikanske lægemiddelstyrelse. Merck forklarede længe, at det ikke var Vioxx, der var årsag til blodpropper, men de gamle gigtmidler, der beskyttede mod dem. Men 30. september sidste år trak Merck Vioxx helt tilbage fra markedet, da et nyt forsøg havde bekræftet risikoen for blodpropper. Merck har forklaret, at det har informeret den amerikanske lægemiddelstyrelse om alle resultater og handlet ansvarligt ved straks at trække Vioxx tilbage, da forsøget sidste år påviste den øgede risiko for blodpropper. Rodney Klein ser anderledes på den sag. »Det grundlæggende i sagen er, at de havde fundet en betydelig risiko for blodpropper ved brug af Vioxx. Men de undlod at advare patienterne om det. Hvis de havde advaret, kunne patienterne selv have besluttet, om de ville tage den chance, eller de hellere ville risikere at få et mavesår«. Rodney Klein skal kun have betaling af de danske klienter, hvis han skaffer dem en erstatning. »Så jeg løber i begyndelsen en risiko, men jeg er fortrøstningsfuld. Jeg tror ikke, jeg vil miste mit hus og min bil på denne sag«, siger Rodney Klein. Han fik sin første sag med patientskader i 1974, da en stor gruppe kvinder havde fået blodpropper af at tage p-piller. »Jeg havde en klient, der havde været udsat for det, og jeg førte sagen med succes. Så fik jeg 4-5 andre sager, hvoraf jeg kun tabte en. Og dermed var min skæbne afgjort. Hver gang, der derefter opstod en patientskadesag, blev jeg involveret. Det var ikke mig, der valgte de sager. Det var sagerne, der valgte mig«, siger Rodney Klein. »Sager vælger mig« I Danmark kunne kvinderne ikke få erstatning for skaderne ved p-pillerne. Men det var med hjælp fra danske, svenske og norske læger, at Rodney Klein vandt sagerne i USA. Og dermed var kontakten til de skandinaviske lande skabt. Advokat Klein trives så godt med patientskadesagerne, at han fortsætter med at arbejde, selv om han for et par år siden rundede de 70 år. »Jeg nyder at føre disse sager og arbejde sammen med virkeligt dygtige folk både her og i USA. Når en gruppe mennesker har fået nogle varige skader, fordi et selskab blev grådigt, så bliver man vred. Og så giver det en god fornemmelse, når man kan gå ind og afdække sagen og hjælpe patienterne. Jeg kunne få den samme oplevelse ved at arbejde som politimand eller arbejde i retssystemet, men så ville jeg ikke blive så godt betalt«, siger Rodney Klein og tilføjer: »Jeg regnede med, at du ville spørge, om jeg bliver godt betalt, og svaret er: Ja, jeg bliver godt betalt«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























