Danskerne skal fremover kunne se, hvor i landet indvandrere begår mest kriminalitet. Justitsminister Lene Espersen (K) lover i et svar til Folketinget, at hun i løbet af en måned vil præsentere en statistik, hvor kriminaliteten blandt indvandrere vil blive gjort op helt ned på de enkelte politikredse, hvor der i dag kun er statistik for hele landet under ét. Fordelt på etnisk oprindelse De enkelte politikredse skal lave statistik over alle sigtelser og fordele dem på de sigtedes etniske oprindelse, herunder om de er indvandrere, efterkommere af indvandrere eller af dansk herkomst. Samtidig vil statistikken omfatte de forskellige hovedkategorier af kriminalitet som sædelighedsforbrydelser, vold, ejendomsforbrydelser samt overtrædelser af straffe- og færdselsloven. S: Udmærket idé Det er Dansk Folkeparti, der har bedt ministeren pålægge de enkelte politikredse at registrere indvandrernes kriminalitet, da blandt andet politiet i Århus har afvist at gøre det. Socialdemokraternes retsordfører, Morten Bødskov, kalder statistikken en udmærket idé, som kan hjælpe myndighederne med at sætte ind overfor problemerne.
Kriminalitet blandt indvandrere kortlægges
Lyt til artiklen