Et overvældende stort antal danskere har vist interesse for at rekvirere en såkaldt digital signatur, så de kan hente oplysninger om deres egne sygehusbehandlinger på internettet. Fra i tirsdags har Sundhedsstyrelsen gjort det muligt for danskerne gratis at indhente oplysninger fra Landspatientregistret på internetsiden Sundhed.dk, og interessen har de første dage været så stor, at serveren brød sammen. 12.000 har bestilt signatur Også hidtil har sygehuspatienter haft mulighed for at få indsigt i deres egne sygehusjournaler, men det var langt mere besværligt og foregik via en skriftlig anmodning om aktindsigt. Direktør for Sundhed.dk., Morten Elbæk, oplyser, at 12.000 danskere siden tirsdag har bestilt en gratis digital signatur. Heraf er de 7000 allerede blevet aktiveret, mens de resterende 5000 ventes at være klar til brug i de kommende dage. De digitale signaturer, der kan bestilles gratis hos TDC på selskabets hjemmeside, sikrer, at det udelukkende er én selv, der kan se egne oplysninger.
Tusindvis af danskere vil se patientjournaler på nettet
Lyt til artiklen