Pensionisterne blev vinderne, da Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) i dag blev enige om budgettet for 2006. Pensionisternes spærretid ophæves om eftermiddagen, aldersgrænsen for mimrekortet sættes ned til 65 år, og prisen for billetterne til de ældre holdes i ro. For alle andre stiger billetpriserne med omkring tre procent. »Når det ikke lykkedes at fjerne prisstigningerne for alle, så er det glædeligt, at det er lykkedes for den gruppe, der har det sværest«, siger Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen, der sidder i HUR's bestyrelse for Københavns Kommune. Flere pensionist-kunder Hovedstadsregionens fem amter og kommuner har tilført 50 millioner kroner til serviceløftet for pensionisterne. Formålet er at få flere pensionister som kunder. Det vides endnu ikke, hvilken type billetter der stiger i 2006. Normalt udvælges én billettype til at stige med et rundt tal som f.eks. fem kroner. Ønske om fastfrysning Et flertal i Københavns Kommune ønskede ellers en fastfrysning af priserne på klippekort, månedskort og billetter. Men trafikudvalget i HUR indstillede allerede i sidste måned, at priserne på bus- og togbilletter skulle stige i takt med løn- og prisudviklingen i 2006. Blandt andre Socialdemokraterne, De Radikale og SF i København havde ønsket en fastfrysning af priserne efter flere år med takststigninger. Ønsket skulle dog have støtte fra syv ud af 11 medlemmer i HUR, hvor seks borgerlige repræsentanter, fire socialdemokrater og en SF'er har sæde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























