Politiet i Odense har nu indledt en intern undersøgelse om, hvorfor der ikke blev indledt en efterforskning af en påstået pædofilring i indvandrerkredse i Vollsmose i Odense, da ringen allerede sidste år blev nævnt under en afhøring af den 19-årige pakistanske kvinde 'Salma'. Hun har også anklaget sin far og to større brødre for at have forbrudt sig mod hende seksuelt som barn. »Vi skal finde ud af, hvor sagen er havnet. Hvad der er sket, og om vi først i løbet af sommeren - og ikke allerede sidste år - fik kendskab til hendes påstande«, siger chefkriminalinspektøren i Odense, Ole Højer Pedersen. Politiet iværksatte først en efterforskning, efter at Politiken i den forløbne uge bragte 'Salmas' historie. Fortalte politiet om misbrug »Det er brandærgerligt, men der kan ske fejl, når man tager i betragtning, at vi behandler 30.000-40.000 sager om året«, siger Ole Højer Pedersen. Efter Politikens interview med 'Salma' og gennemgang af hendes sagsakter tilbage til 2001 fremgår det, at hun dengang fortalte politiet om mænds systematiske misbrug af hende og andre piger i indvandrermiljøet. 'Salma' har forklaret, at hun har været offer for »fædre, der har byttet døtre«. Og at det har været på ugentlige, faste tidspunkter. At efterforskningen først nu - efter Politikens artikler - er kommet i gang, kritiseres af formanden for folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF). 'Skandaløst' »Har politiet glemt at efterforske en sådan oplysning, er det beklageligt. Det er meget alvorligt, hvis der eksisterer en pædofilring. Derfor vil vi bede justitsministeren om at redegøre for, om hun mener, der er rimelighed i, at man glemmer en sag af den karakter og ikke får efterforsket den«, siger Peter Skaarup. Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Morten Bødskov, kalder det skandaløst, at sagen ikke er blevet taget op tidligere: »Når der kommer beskyldninger frem af den karakter, må de få klokkerne til at ringe hos enhver politimand. Det må give anledning til røde ører. Det er forrykt, at sådan noget kan glippe hos politiet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























