Briter meldte om tortur i Afghanistan

Lyt til artiklen

I modsætning til dansk militær indberettede britiske efterretningsagenter flere alvorlige anklager om amerikansk tortur i Afghanistan i begyndelsen af 2002. Det fremgår af en rapport fra det britiske parlaments efterretningskomite, som har undersøgt anklager om tortur i Irak og Afghanistan. Blandt andet indberettede den militære efterretningstjeneste SIS rygter om, hvordan fanger i Afghanistan blev »gjort klar« til afhøringer ved at få frataget søvn, få hætter over hovedet og ved at sidde i flere timer i såkaldte stress-stillinger. Tog afstand til amerikanernes metoder Fremgangsmåden blev bekræftet i en intern rapport fra USA, hvilket i juni 2002 fik det britiske militær til at tage skarpt afstand fra amerikanernes metoder. I går kom det frem, at en dansk soldat allerede i begyndelsen af 2002 berettede om flere torturepisoder i den amerikanske fangelejr i Kandahar, som han var udlånt til. Blandt andet at en gammel mand havde fået sparket tænderne ud, mens en anden fange var blevet slået ihjel af amerikanske soldater. Den danske styrkechef, Frank Lissner, kendte til anklagerne om den gamle mand allerede i 2002. Men han mente ikke, at det kunne være sket, og undlod derfor at indberette anklagen. Også det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, afviser for første gang offentligt tolkens anklager. Ingen beviser »Med hensyn til de påstande, der er fremsat af en dansk statsborger, der fungerede som tolk, kan vores 'special operations command' ikke finde nogen beviser for beskyldninger om overgreb i forbindelse med 'the special operation task force' i perioden januar til februar 2002«, står der i en e-mail til Politiken. Men det er i modstrid med rapporter fra flere menneskerettighedsorganisationer, som fastslår, at der blev udøvet tortur i Kandahar-lejren præcis på det tidspunkt, da tolken var udlånt. Samtidig viser dokumenterne fra den britiske efterretningskomite, at den britiske forsvarskommando 11. januar 2002 advarede en efterretningsofficer i Afghanistan om, at amerikanernes afhøringer var ulovlige: »Det er vigtigt, at du ikke deltager i nogen form for aktivitet, som indbefatter inhuman og degraderende behandling af fanger«, lød det i en rapport til officeren. Forklaring fra Gade Herhjemme har sagen om den manglende indberetning af tolkens anklager skabt politisk røre i Folketinget, hvor et flertal nu kræver en forklaring af forsvarsminister Søren Gade (V). Enhedslistens Frank Aaen har forberedt en byge af spørgsmål til ministeren. »Vi skal have undersøgt, om der er sket pligtforsømmelser i forbindelse med udsendelsen til Afghanistan. Og så skal vi sørge for, at det står stjerneklart for danske soldater i fremtidige operationer, at de straks skal skride ind og indberette, hvis de finder ud af, at der finder fangemishandlinger sted«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her