Der findes ikke skinke i over halvdelen af de pizzeriaer, som sælger »skinkepizza«. Kødet er i stedet billigere bovkød eller kalkun og nogle pizzeriaer serverede den ny udskæring »halalskinke«. Det viser Fødevarestyrelsens kontrol i landets 10 fødevareregioner, der har gennemført 1306 kontroller af varebetegnelsen skinke, om optøet fjerkræ sælges som fersk, brug af ord som »fedtfattig«, »lavt fedtindhold«, »kalorielet« og »kaloriefattig« samt GMO-mærkning - især »fri for GMO« dvs. uden genmodificerede organismer. Det oplyser Familie- og Forbrugerministeriet i en pressemeddelelse. Sværm af overtrædelser Kontrollen viste overtrædelser i 41 procent af de undersøgelser, der blev foretaget af skinke. Det var værst i pizzeriaer, hvor 60 procent brugte andet kød end skinke til for eksempel skinkepizzaer. Kontrollen viste også overtrædelser i 16 procent af handelsnormer for fjerkrækød, i 10 procent af anprisninger for varer og kun i 1 procent for GMO-mærkning.
Skinkepizzaen er uden skinke
Lyt til artiklen