Offentligt ansatte har ligeløn

Lyt til artiklen

Tillykke til kvinderne. Langt om længe er ligelønnen ankommet. I hvert fald blandt de 20.000 offentligt ansatte DJØF'ere. En ny undersøgelse fra deres fagforening - Danmarks Jurist- og Økonomforbund - viser, at når man tager højde for anciennitet, uddannelse og jobfunktion, får kvinder og mænd nøjagtig samme løn. Løn efter resultater Det gælder ikke blot skalalønnen, men også de såkaldte præstationslønninger. »Sandheden er: Samme resultater - samme løn«, siger Henrik Ludolph, formand for DJØF's forening for Offentlige Chefer, der har 4.000 medlemmer i stat, kommuner og amter. »Man kunne sagens forestille sige, at det var sådan, at når vi taler præstationslønninger, så ville mænd få 30 procent mere end kvinderne. Sådan er det bare ikke, og derfor kan du sige, at her har vi et område, hvor kampen er lykkedes. Når man får kvinder frem til stillingerne, så er det til ligeløn. Det er en god nyhed«. Det drejer sig vel og mærke om både chefgruppen, som består af 4.000 medlemmer, og ikke-cheferne som tæller 16.000. Kvinder får chefposter Kvinderne har også lettere ved at få en chefpost, når de først søger. Det viste en undersøgelse af 420 personer fra DJØF i 2001. 20 procent af kvinderne søgte et chefjob og 55 procent af ansøgerne fik det. Derimod søgte langt flere af mændene - 34 procent - men her lykkedes det kun 45 procent af ansøgerne at få chefjobbet. »Når kvinder søger, har de en større chance for at få jobbet end mændene«, fortæller Henrik Ludolph. Så er det måske mere hos kvinden selv end hos manden, man skal finde forklaringen på de manglende kvindelige chefer rundt om?

»Ja, det må det jo næsten af en eller anden grund være«, siger Ludolph. »Derfor må vi få afdækket de vilkår, som betyder, at kvinder fravælger chefjobbet. Vi er i gang med undersøgelserne, så vi kan ende med at finde ud af, hvad der skal til for at tiltrække de kvindelige ledelsestalenter«, siger Ludolph. Privatansatte bagud Det er dog ikke muligt fuldstændig at afblæse kampen for ligeløn. Endnu en undersøgelse fra DJØF fra juli fortæller, at de privatansatte langt fra er kommet lige så langt i deres kamp. Privatansatte kvindelige DJØF'ere i stillinger uden ledelsesansvar har en løn, der udgør cirka 94 procent af den løn, deres mandlige kolleger får. I sammenligningen er der også korrigeret for forskelle i anciennitet, uddannelse og branche. Lille sejr Socialdemokraternes ordfører Kirsten Brosbøl kalder det en lille sejr. »Det er dejligt, men det er en lille sejr. Kigger du ud over hele arbejdsmarkedet, så er forskellen på 6 procent«, siger Brosbøl. Venstres ligestillingsordfører Troels Lund Poulsen derimod ser en kæmpesejr: »Dette er overordentlig positivt. Det viser for første gang sort på hvidt, at vi har opnået ligeløn på et område. Og det viser også, at vi har opnået det uden tvang, som Socialdemokraterne og SF har foreslået. De troede ikke på, at det var muligt uden«. Men det er jo kun ansatte i det offentlige, vi taler om. Der er vel stadig meget at nå?

»Joh, det kan du sige. Men vi ved nu, at målet kan nås. Vi skal bare holde fokus og ikke komme med hovsa-politiske indgreb«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her