Anklager overvejer ny sag mod Frank Grevil

Den tidligere FE-officer Frank Grevil bliver muligvis sigtet for nyt brud på tavshedspligt - Foto: Pelle Rink
Den tidligere FE-officer Frank Grevil bliver muligvis sigtet for nyt brud på tavshedspligt - Foto: Pelle Rink
Lyt til artiklen

Den tidligere efterretningsofficer Frank Grevil risikerer at løbe ind i en ny sag, netop som han står foran at skulle i landsretten tiltalt for at have lækket hemmelige rapporter om krigsgrundlaget i Irak. Efter at have læst bogen »I Nationens Tjeneste - Majoren, der fik nok« overvejer statsadvokaten i København, Karsten Hjorth, om der skal rejses endnu en anklage mod Grevil for brud på tavshedspligten. Det vil anklageren beslutte, når han har vendt spørgsmålet med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), og ankesagen mod Frank Grevil i næste uge er afsluttet. »Der står ting i bogen, som jeg ikke var bekendt med og end ikke kan få oplyst, og som det derfor vil være naturligt at tage op med Forsvarets Efterretningstjeneste«, siger Karsten Hjorth. Medarbejdere i FE skriver under på livslang tavshed om tjenesteforhold. »Interessant fax« Men i bogen, som udkommer torsdag og beskriver Frank Grevils liv og karriere som analytiker i efterretningstjenesten, løfter den bortviste agent sløret for en række af tjenestens interne forhold og hemmelige operationer - om end i anonym form. Foruden at viderebringe et fortroligt organisationsdiagram over FE forklarer kemiingeniøren Frank Grevil for eksempel, hvordan han i foråret 2002 modtog »en yderst interessant fax« fra Sandagergård - FE's elektroniske aflytningscentral på Amager. Kemisk våbenprogram Det fremgår af faxen, at »en såkaldt slyngelstat netop har købt kemisk beskyttelsesudstyr til cirka 20.000 mand. Yderst interessant, når man ved, at den civile kemiindustri i landet er alt for lille til at have brug for så meget beskyttelsesudstyr« og »ingen af nabolandene er i besiddelse af kemiske våben«. Ifølge Grevil er det »et klart bevis på, at dette land har et kemisk våbenprogram og muligvis endda operative kemiske våben«, men som han »af hensyn til sin tavshedspligt ikke vil navngive«. Én enkelt Irak-kilde Frank Grevil afslører også, hvordan nyansatte medarbejdere i FE sensationelt afdækker Saddam Husseins hemmelige bankkonti, og at tjenesten havde »én enkelt Irak-kilde«, men hvis oplysninger var »flere år gamle og derfor af stærkt begrænset værdi«. I bogen omtaler Frank Grevil, hvordan han få dage før sin bortvisning i marts sidste år briefer »to spioner, som C-afdelingen overvejer at sende til et land, der mistænkes for produktion af masseødelæggelsesvåben«. »En overreaktion« Når retssagen mod Frank Grevil begynder på mandag i Østre Landsret, er Karsten Hjorth afskåret fra at inddrage bogen, som han betegner som »et interessant partsindlæg«. Men der er intet til hinder for at rejse en ny sigtelse for tavshedsbrud, når ankesagen er slut, siger statsadvokaten. Frank Grevil blev i november idømt 6 måneders fængsel for at have udleveret FE's fortrolige trusselsvurderinger om Irak til en journalist fra Berlingske Tidende. I den nye bog fastholder Frank Grevil, at han gjorde det rigtige ved at delagtiggøre offentligheden i det danske grundlag for at gå i krig mod Saddam Hussein. Men prisen har været høj: »Lige nu står der et lille plus på bundlinjen, men det kan jo nå at ændre sig endnu«, som han forklarer i bogen, der er skrevet af journalist Charlotte Aagaard. Tager det, som det kommer Forelagt risikoen for endnu en retssag, når han muligvis har afsonet en fængselsdom, siger Frank Grevil: »Jeg tager det, som det kommer. Men bogens indhold har været gennem to jurister, som begge vurderer, at der ikke skulle være grundlag for en ny sigtelse mod mig. Vi går lige til stregen, men heller ikke længere. Den omtalte slyngelstat er i øvrigt ikke en slyngelstat længere, så skaden er til at overse. Samtidig har jeg lagt stor vægt på at gøre oplysningerne anonyme, så operative forhold ikke belastes«. Frank Grevil tilføjer, at det vil være en overreaktion at kaste sig ud i nye anklager mod ham. For som han udtrykker det: »Hvis en indbrudstyv tømmer en stribe sommerhuse, får han en samlet dom, hvor forbrydelserne absorberes«. Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, kontreadmiral Jørn Olesen, var i går bortrejst og ikke til at træffe for en kommentar. Journalisterne, der har viderebragt Frank Grevils oplysninger, risikerer også at blive straffet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her