Politiet i Århus har anholdt en 18-årig mand og sigtet ham for grov vold og voldtægtsforsøg mod en 16-årig pige. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndagen, oplyser kriminalinspektør Ole Madsen, Århus Politi, til Ritzau. Det var en politipatrulje, der ud fra signalementet af gerningsmanden genkendte den 18-årige og anholdt ham, mens han stod og vaskede ruder på en bil på en benzintank på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Efterlyser vidner Den 16-årige pige var i livsfare, da hun natten til lørdag blev overfaldet og forsøgt voldtaget. Politiet efterlyser stadig vidner i sagen - heriblandt en gruppe unge, der stod af en bus ved Bazar Vest klokken 00.45. »Der er ingen tvivl om, at hun har været i livsfare«, siger kriminalinspektør Ole Madsen i Århus Politi om den uhyggelige sag. Han er meget glad for den hurtige anholdelse, der skete uden dramatik. Stærkt forslået i ansigtet søgte pigen tilflugt på Hejredalskollegiet, kastede sig på en sofa og fortalte, at hun var blevet voldtaget.
18-årig anholdt efter voldtægtsforsøg
Lyt til artiklen