Lugten af gammel nikotin river i næsen, lige så snart man nærmer sig fortrappen til Niels Brock Handelsgymnasium. Det er frikvarter, og vil man være med, hvor det sker, foregår det i røg og damp. Inden for de gamle mure på Frederiksberg sidder røgen kun i gymnasieelevernes modetøj, for her er rygning strengt forbudt. Og dét bliver overholdt. »Men vi står jo alligevel alle sammen herude sammen med rygerne. Selv ryger jeg ikke, og jeg føler mig tit udsat for passiv røg. Men jeg vil jo gerne være sammen med mine venner, og over halvdelen af klassen ryger«, siger 15-årige Alexander Wulff og vifter et par lysegrå røghvirvler væk fra øjnene. Ifølge en ny undersøgelse føler op mod halvdelen af de 16-20-årige sig udsat for passiv rygning, mens de går i skole på en af landets ungdomsuddannelser. Plagsom røg Det er Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse, der i fællesskab har bedt de unge om at svare på spørgsmål om deres livsstil og sundhedsvaner. Godt 1.800 elever fordelt over hele landet har svaret. Og ud af dem er halvdelen af drengene og 42 procent af pigerne udsat for passiv rygning, viser undersøgelsen. Det billede kan 17-årige Magnus Thorsen godt genkende: »Men det må man jo tage med, hvis man ikke vil føle sig udenfor«. 20 om dagen Mange af de godt 20 elever, der hænger ud på trappen, ryger mellem 10 og 20 cigaretter om dagen. Og de store skraldespande til skod foran skolen er da også godt fyldt - ligesom fortovet. Jørgen Falk, konsulent i Sundhedsstyrelsen, er »meget overrasket« over undersøgelsens resultat. »Hvis man sidder på en cafe, kan man jo bare gå. Men på skolerne er eleverne tvunget til at opholde sig. Skolelederne bør lytte til deres egne elever og sørge for, at reglerne er tilstrækkelig stramme, og at de bliver overholdt«, siger han og hæfter sig ved, at op mod 97 procent af de unge gerne ser, at rygning begrænses eller helt forbydes på ungdomsuddannelserne. Er pålagt rygeregler Peter Kuhlman, formand for de danske gymnasierektorer, peger på, at uddannelserne allerede er underlagt undervisningsmiljøloven, der blandt andet pålægger gymnasierne at indføre rygeregler. »Jeg tør næsten lægge hovedet på blokken og sige, at alle danske gymnasier har rygeregler, og at eleverne overholder dem. Mange har rygerum, og resten foregår udenfor. Da jeg startede som rektor for 15 år siden, røg eleverne på gangene. Sådan er det slet ikke mere«, siger Peter Kuhlman. Han forudser, at landets gymnasier lidt efter lidt indfører totalt rygeforbud. »Jeg har besøgt en amerikansk high school, hvor man skulle gå 300 meter væk fra skolens område, før man røg. Den sundhedsbølge er også ved at rulle over Danmark«, siger Peter Kuhlman. Heller ikke de tekniske skoler opfatter rygning som et problem. Rygeforbud udbredt »Der var lidt utilfredshed for fem-ti år siden. I dag er jeg næsten 100 procent sikker på, at der er rygeforbud på alle de tekniske skoler, så jeg kan ikke genkende problemet, som Sundhedsstyrelsen påpeger«, siger Lars Mahler, formand for foreningen af skoleledere for de tekniske skoler. Cirka 17 procent af drengene og 20 procent af pigerne i undersøgelsen ryger dagligt. Ud af dem ønsker hele 40 procent at kvitte tobakken. En af dem, der allerede har taget springet, er 19-årige Mette Brun. »Det er dyrt, og jeg vil gerne tænke lidt på helbredet. Men det er jo ens eget valg, om man vil stå sammen med rygerne herude. Det kan man da ikke brokke sig over«, siger hun, mens en af kammeraterne hiver endnu en smøg ud af 10-styk pakningen med advarslen 'Rygning kan nedsætte levealderen'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























